Sørensen og Köln sender Hannover mod dybet

Hannover uden både Leon Andreasen og Uffe Bech tabte hjemme 2-0 til FC Köln, og ligner mere og mere en nedrykker i Bundesligaen

Hannover 96 har haft en miserabel sæson i Bundesligaen, og inden dagens hjemmekamp mod FC Köln havde danskerklubben hele ni point op til Augsburg over nedrykningsstregen.

Kravet var derfor en sejr i dagens kamp, men hjemmeholdets tilskuere fik alt andet, end hvad de kom efter.

Kort før pausen blev Hannover spillet helt tynde i højre forsvarsside, inden et fladt indlæg fra fløjspilleren Marcel Risse fandt Leonardo Bittencourt, der nemt kunne sparke Köln i front.

Samme Bittencourt lukkede kampen efter en times spil, da han fik for meget plads på kanten af feltet og nemt kunne sparke kuglen fladt ind under Ron-Robert Zieler i Hannover-målet.

Frederik Sørensen spillede hele kampen for udeholdet og nåede at hive et gult kort til sig undervejs, mens Hannover ikke havde mulighed for at sende hverken Leon Andreasen eller Uffe Bech på banen, da begge danskere sad ude med en skade.

Hannovers nærmeste konkurrent i bunden, Hoffenheim, slog lidt overraskende Wolfsburg med 1-0 på hjemmebane. Nicklas Bendtner var ikke i truppen.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere