Storklub sætter åbenmundet stjerne på plads

Pierre-Emerick Aubameyang har lidt for travlt med at tale om sin egen fremtid, hvis man spørger Dortmunds ledelse

Pierre-Emerick Aubameyang har spillet for Dortmund siden 2013. (Foto: AP)
Pierre-Emerick Aubameyang har spillet for Dortmund siden 2013. (Foto: AP)

Koncentrer dig om at spille fodbold - og ikke hvor du skal hen til sommer. HVIS du altså skal noget som helst til sommer!

Nogenlunde sådan har svadaen lydt, da Dortmunds sportsdirektør Michael Zorc forleden tog sig tid til en snak med Pierre-Emerick Aubameyang.

BVB-stjernen har i transfer-vinduets sidste dage udtalt sig lidt for åbenmundet om sine fremtidsplaner.

I hvert fald lidt for åbenmundet for Dortmund-ledelsens smag.

Det fortæller Zorc i et interview med Westdeutsche Allgemeine Zeitung, WAZ.

- Vi har talt kort sammen, og jeg anbefalede ham færre interviews om fremtidsplanerne til sommer og lidt mere snak om jagten på Champions League-pladser. Det forstod han, siger den tidligere anfører i klubben.

Det var i det franske radioprogram RMC, Aubameyang ytrede sig om tankerne om fremtiden.

- Hvis jeg vil nå næste niveau (i karrieren, red.), må jeg af sted til sommer. Vi må se på det, og om jeg kommer til at spille, sagde han.

Sportsdirektør Michael Zorc. (Foto: All Over Press)
Sportsdirektør Michael Zorc. (Foto: All Over Press)
 

At omtale forholdet som kritisabelt vil være at gå for langt, ifølge Zorc.

- Vi har et virkelig godt forhold, men vi må både internt og udadtil vise, at fokus ligger på det sportslige, siger sportsdirektøren.

Borussia Dortmund oplever ikke sin bedste sæson og er på en aktuel fjerdeplads - for alvor hægtet af Bayern München og RB Leipzig i toppen.

Gabonesiske Aubameyang er en kæmpe triumf i Dortmund, der hentede ham i St. Étienne i 2013 for 13 millioner euro. Både under Jürgen Klopps og Thomas Tuchels ledelse har den offensive spiller scoret mål på samlebånd.

I denne sæson er det foreløbig blevet til 20 mål i 23 kampe.

1 kommentar
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere