Vi kender det vel allesammen. Følelserne løber af med os, når tingene ikke lige går vores fodboldholds vej.
Men det er dog sjældent, at fanfølelser koster et opsagt sponsorat til en værdi af 30 mio. kr. årligt.
Men det må man sande i det tyske fodboldforbund, DFB.
Indtil for nylig var det elektroniske trykkeri Flyeralarm sponsor i DFB og kastede 30 mio. kr. i forbundets kasse om året.
Men det kommer firmaet ikke til at gøre i fremtiden.
Årsagen er, at chefen i Flyeralarm, Thorsten Fischer, føler, at hans hjerteklub Würzburger Kickers blev snydt af dommeren søndag eftermiddag i 2. Bundesligakampen hjemme mod Nürnberg.
- Efter 11 kritiske fejl i dag (søndag, red.) giver jeg nu en mundtlig besked, helt rolig og uden følelser, om, at vi opsiger alle vores kontrakter med DFB. Det gælder samtlige sponsoraftaler med det tyske landshold og DFB.
- Jeg har mistet troen på og håbet om ligebehandling, sagde Thorsten Fischer efter kampen ifølge flere internationale medier.
Flyeralarm er også hovedsponsor for den bedste kvindelige fodboldrække i Tyskland. Det sponsorat vil dog fortsætte.
- Kvinderne i dette mandsdominerede forbund kan ikke gøre for det. Flyeralarm har fortsat et stort hjerte for kvindefodbolden
Würzburger Kickers, der har Flyeralarm som hovedsponsor og spiller sine hjemmekampe på Flyeralarm Arena, ligger sidst i 2. Bundesligaen og har seks point op til Osnabrück på playoffpladsen. Osnabrück har endda syv kampe tilbage mod Kickers' seks.
Würzburgers kamp mod Nürnberg endte i øvrigt 1-1, og det var bl.a. en manglende udvisning til Nürnbergs Lukas Mühl, der kostede DFB et sponsorat i millionklassen.
Familien fløj hjem med bundter af kontanter på maven
SønderjyskE vakler - de næste to uger afgør fremtiden