Fodboldkarrieren toppede i Wolfsburg, men forsvarsspilleren Dusan Petkovic har skiftet spor, siden han spillede Bundesliga-fodbold i starten af 00'erne.
Serberen blev således for nylig anholdt i Amsterdam - sigtet for at være i besiddelse af intet mindre end 115 kilo kokain sammen med syv andre personer.
Det skriver Bild, der har oplysningerne fra det serbiske medie Blic.
Ifølge den hollandske anklager er det et samarbejde mellem det Europol og det serbiske politi, der har gjort det muligt at optrævle narkoringen. Ud over besiddelse af kokain er gruppen også mistænkt for at fabrikere og distribuere stoffer, hvorfor de selvsagt risikerer alvorlige fængselsstraffe.
De skulle have planlagt transporten af de 115 kilo kokain fra Sydamerika til Rotterdam i Holland, men så langt nåede leverancen aldrig. Ifølge Bild slog politiet til i den belgiske by Arlon, men den tidligere landsholdsspiller blev som nævnt anholdt i Amsterdam.
Dusan Petkovic spillede både i Wolfsburg og Nürnberg i Tyskland, hvor han nåede 26 Bundesliga-kampe, men karrieren bragte ham også både til Japan, Mallorca i Spanien samt russiske Spartak Moskva. Han nåede tre landskampe for Jugoslavien og fire for Serbien og Montenegro.
Han blev faktisk udtaget til VM i 2006 for sidstnævnte, men trak sig selv fra truppen på grund af kritik over udtagelsen. Det var nemlig hans far Ilija Petkovic, der var landstræner på det daværende tidspunkt.
Ifølge Bild er han i dag også sportsdirektør i den serbiske klub OFK Belgrade.