Tog den forkerte bil - kostede ham 375.000 kroner

Kingsley Coman kan stå til en bøde på knap 400.000 kroner, fordi han tog den forkerte bil til træning

Det bliver dyrt for Kingsley Coman at tage sin dyre McLaren til træning i stedet for en sponsorbil fra Audi. Foto: Annegret Hilse/Ritzau Scanpix
Det bliver dyrt for Kingsley Coman at tage sin dyre McLaren til træning i stedet for en sponsorbil fra Audi. Foto: Annegret Hilse/Ritzau Scanpix

Hvis Bayern München-stjernen Kingsley Coman følte sig godt kørende, da han ankom til sydtyskernes træningsanlæg i sin dyre McLaren 570S Spider, kom han lynhurtigt på andre tanker.

Den køretur kommer med al sandsynlighed til at koste ham en stor bøde, skriver Bild.

Bøden kommer ikke fra politiet, men derimod fra Comans arbejdsgiver, fordi franskmanden ikke ankom i en Audi. Den tyske bilfabrikant er storsponsor i Bayern München og ejer desuden otte procent af klubben, og af samme årsag forventes det, at Bayern-spillerne kører i en Audi, når de møder på arbejde.

Det gjorde Kingsley Coman ikke, og det koster et lille rap over nallerne.

- Jeg vil gerne undskylde over for klubben og over for Audi, at jeg ikke mødte på arbejde i min firmabil. Årsagen var et ødelagt sidespejl på min Audi, men det var stadig en fejl af mig, det kan jeg godt se, siger Kingsley Coman til Bild.

Franskmanden kan formentlig se frem til en bøde, og Bild skriver, at Bayern Münchens sportsdirektør Hasan Salihamidzic tidligere på sæsonen advarede spillerne mod, at det kunne koste helt op til 50.000 euro - cirka 375.000 kroner - i bøde at møde op i et andet køretøj end en Audi.

Helt sikkert er det, at Kingsley Coman som en del af sin bodsgang skal aflægge Audis hovedsæde i Ingolstadt et besøg og skrive autografer. Det bekræfter han selv over for den tyske avis.

Se også: Sælger 127.000 billetter til usynlig kamp

Se også: Træner kritiserer Sisto: Gik direkte mod vores og regeringens ordre

Se også: AaB-legende isoleret: Har alvorlig lungesygdom

38 kommentarer
Vis kommentarer