Bayern München var altdominerende i lørdagens tyske topbrag mod Borussia Dortmund, som hjemmeholdet vandt med 4-0.
Robert Lewandowski spillede igen en afgørende rolle, da han scorede for ellevte ligakamp på stribe.
Angriberen bragte hjemmeholdet foran med 1-0 i det 17. minut, da den tidligere Dortmund-spiller stensikkert headede et indlæg fra Benjamin Pavard i nettet.
Et kvarter før tid lukkede han også kampen definitivt med sin scoring til 3-0.
Robert Lewandowski har nu scoret i samtlige Bayern Münchens første 11 ligakampe, og dermed udbyggede den polske angriber sin egen rekord for mål i flest ligakampe i træk i Bundesligaen.
Samtidig har Lewandowski også scoret i alle Bayern Münchens fire første Champions League-kampe i denne sæson. Her er det blevet til seks scoringer.
I Bundesligaen har den 31-årige angriber nu scoret 16 mål i 11 kampe.
Artiklen fortsætter under billedet..
Bayern München pressede efter scoringen hårdt på og var efter 26 minutter igen tæt på at score med store muligheder til både Serge Gnabry og Robert Lewandowski.
I det 38. minut fik Serge Gnabry bolden i mål, men scoringen blev korrekt annulleret for offside.
Et minut efter pausen var Serge Gnabry dog igen på pletten og gjorde det til 2-0. Målet blev i første omgang igen annulleret for offside, men efter et tjek af VAR fik det alligevel lov at stå.
Siden fulgte Robert Lewandowski op med sit mål til 3-0, og efter små 80 minutter var Dortmund-forsvareren Mats Hummels, der også har en fortid i Bayern München, så uheldig at rette et indlæg af, så det røg i eget mål.
Dermed kunne Bayern München notere sig en sejr på stensikre 4-0, der sender det forsvarende mesterhold op på en tredjeplads i Bundesligaen med 21 point for 11 kampe.
Dortmund er efter nederlaget nummer fem i rækken med 19 point for 11 kampe.
Thomas Delaney og Jacob Bruun Larsen sad begge på bænken i hele opgøret.
Schmeichel og Leicester ordner Arsenal i topbrag
Dårligt nyt for Hareide: Ramt af hjernerystelse før skæbnekamp