Tvunget til at bo i Tyskland: Nu er Hjulmand endelig fri af Mainz

1. oktober - mere end et halvt år efter fyringen - er han fri og parat til et nyt trænerjob

En langstrakt fyringsperiode har medført, at Hjulmand først nu, den 1. oktober, kan rejse hjem til Danmark, til familien, og finde nyt job. (Foto: Lars Poulsen)
En langstrakt fyringsperiode har medført, at Hjulmand først nu, den 1. oktober, kan rejse hjem til Danmark, til familien, og finde nyt job. (Foto: Lars Poulsen)

På mandag rejser Kasper Hjulmand til Tyskland for at afslutte et kapitel. Bogen om opholdet i Mainz skal endegyldigt lukkes.

Det sker mere end ét halvt år efter fyringen. 17. februar blev han fyret, men først nu er han fri til at komme videre med trænerlivet.

- Jeg har lavet en aftale med Mainz, om at jeg er en fri mand 1. oktober, hvor jeg så kan flytte hjem til familien i Danmark. Det er dejligt, at jeg nu kan trække en streg i sandet, så jeg kan komme videre, siger Kasper Hjulmand.

Vi møder Kasper Hjulmand i Scandinavian Golfklub i Farum, hvor han er medlem. Det seneste halve år har han haft masser af tid til at spille golf efter fyringen i Mainz, men ikke tid til at passe sit fine handicap på 9,8 på ’hjemmebanen’, fordi han har været tvunget til at bo i Mainz.

Se også: DBU forhørte sig hos Hjulmand om U21-job

Tvunget til at bo i Mainz
Siden fyringen har Kasper Hjulmand presset hårdt på for at komme videre, men først nu er parterne kommet overens.

Familien flyttede hjem i sommer, mens Hjulmand har været tvunget til at bo i Mainz, fordi han har været på kontrakt.

- Jeg har gjort alt efter bogen, fordi jeg har haft en kontrakt at forholde mig til. I princippet kunne Mainz sende et brev, som jeg skulle besvare eller de kunne kræve, jeg skulle møde på arbejde dagen efter. Derfor har der intet været at komme efter, selv om det aldrig er sjovt at bruge tid på noget, der allerede er afsluttet, forklarer Kasper Hjulmand.

Ekstra Bladet mødte Kasper Hjulmand i Farum Golfklub. Han har passet sin golf, men det har været i Tyskland, for han har ikke kunnet rejse væk, før han endeligt var ude af kontrakten med Mainz. Det er han nu. (Foto: Lars Poulsen)
Ekstra Bladet mødte Kasper Hjulmand i Farum Golfklub. Han har passet sin golf, men det har været i Tyskland, for han har ikke kunnet rejse væk, før han endeligt var ude af kontrakten med Mainz. Det er han nu. (Foto: Lars Poulsen)

Han har lagt fyringen bag sig, men føler sig stadig overbevist om, at det ikke var på grund af de sportslige resultater, han røg ud fra Mainz.

- På alt, hvad vi kunne måle på, gik det godt. Vi havde skabt fremskridt på alle parametre. Vi fik historiens største sejr og vi spillede otte kampe som ubesejret. Det havde Mainz aldrig præsteret før. De forudsætninger, jeg blev ansat på, levede jeg op til. Vi skulle overleve det første år og lå nummer 13, da jeg blev fyret.

- Faktisk var vi 13. februar kl. 21.30 - i pausen af kampen mod Dortmund (Mainz førte 1-0, men tabte 2-4) - ét point fra Europa, fortæller Hjulmand, der blot fire dage senere fik sparket.

Han vil ikke nærmere ind på, hvad der førte til bruddet med den tyske bundesligaklub.

Se også: Her er emnerne som Olsens afløser

- Folk må tolke, hvad de vil. Men der er mange årsager og mekanismer i fodbold. Der er mange andre ting end de åbenlyse som det sportslige. Nu har jeg lagt Mainz-tiden bag mig for at komme videre, fastslår han.

Parat til aftale på serviet
Han har i hvert fald lært noget om kontraktforhold i Tyskland ikke automatisk er som eksempelvis som i Danmark.

- Jeg er blevet opmærksom på en række ting og fundet ud af, at der i Tyskland findes forskellige grader af en opsigelse. De scenarier skal man tage med i en kontrakt. Jeg er blevet en del klogere på juraen, selv om jeg har haft en god advokat, Asaf Fazal, til at hjælpe mig undervejs.

- Men jeg vil stadigvæk have det fint med at lave en ny aftale på en serviet, hvor vi ser hinanden i øjnene, velvidende, at jeg risikerer at blive taget røven på.

- Jeg har valgt at leve mit liv ud fra en betragtning om, at dem jeg arbejder sammen med, har jeg tillid til. Man kan godt være skeptisk overfor alt, men jeg føler, jeg får et bedre liv, hvis jeg tror på de folk, jeg arbejder sammen med. Det kan måske godt virke naivt, men jeg tror, jeg får et bedre liv ud af det og har ikke tænkt mig at forandre mit menneskesyn, fastslår Kasper Hjulmand.

Se også: Arnesen til DBU: Vælg en dansker som landstræner

30 kommentarer
Vis kommentarer