Tysk traditionsklub sparket ud af professionel fodbold

Nedturen er total for den tidligere tyske mesterklub 1860 München, der fremover skal spille blandt amatørerne

Spillerne er allerede fritstillet i 1860 München, der nu må ned at vende i amatørrækkerne, da de ikke lever op til de økonomiske krav til at spille i 3. Bundesliga. Foto: All Over Press
Spillerne er allerede fritstillet i 1860 München, der nu må ned at vende i amatørrækkerne, da de ikke lever op til de økonomiske krav til at spille i 3. Bundesliga. Foto: All Over Press

I tirsdags rykkede den traditionsrige tyske fodboldklub 1860 München ud af 2. Bundesliga, men der stoppede nedturen ikke.

Nu står det nemlig klart, at økonomien i den kriseramte klub er så sølle, at 1860 München ikke opnår licens til at spille i 3. Bundesliga og dermed må ned i amatørrækkerne.

Sidste udvej var en millionindsprøjtning fra klubbens hovedinvestor, Hasan Ismaik, men det håb blev fredag slukket.

Som modydelse for et indskud på omkring 10 millioner euro, stillede Ismaik nemlig en række krav, som blev vurderet i strid med reglerne i tysk fodbold, hvor moderklubberne skal have stemmeflertallet.

- At jeg bliver tvunget til at træffe sådan en afgørelse, gør mig trist, siger Hasan Ismaik ifølge nyhedsbureauet dpa.

Nedturen for klubben, der blev tysk mester i 1966, har dermed nået en foreløbig kulmination.

Siden nedrykningen fra den bedste række i 2004 har 1860 München haft store økonomiske vanskeligheder.

Ambitionen om at vende tilbage til Bundesligaen er strandet på manglende ressourcer og rod på direktørgangene, og i 2011 var klubben på randen af konkurs.

Overlevelsen blev kun sikret, fordi Ismaik gik ind med et millionbeløb og tilsvarende store ambitioner.

Forretningsmanden fra Abu Dhabi lagde ikke skjul på sine visioner om en fremtid i toppen af tysk fodbold og Champions League, men det er altså gået lige modsat.

I hvilken række, 1860 München skal spille i den kommende sæson, er foreløbig uklart.

Til gengæld er det sikkert, at den kommende tid vil byde på store forandringer i den gamle storklub.

Tidligere på ugen trådte direktør Ian Ayre og klubpræsident Peter Cassalette tilbage, og træner Vitor Pereira har også antydet, at hans tid i klubben er forbi.

Dertil kommer, at hele spillerstaben, inklusive den danske angriber Christian Gytkjær, bliver fritstillet, når klubben går over til amatørstatus.

Se også: Christian Gytkjær fritstillet i 1860 München

Se også: Tilskuerne fik nok: Nedryknings-gyser måtte afbrydes

Se også: Dansk målsluger rykker ned på tredje klasse i Tyskland

3 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere