Uffe Bech suspenderet i Hannover 96

Hannover 96 har suspenderet Uffe Bech af disciplinære årsager, skriver klubben på sin hjemmeside

Uffe Bech har gjort et eller andet, som har fået Hannover til at smide ham ned på U23-holdet. (Foto: Ernst van Norde)
Uffe Bech har gjort et eller andet, som har fået Hannover til at smide ham ned på U23-holdet. (Foto: Ernst van Norde)

Det danske U21-talent Uffe Bech var sammen med to holdkammerater fraværende ved tirsdagens træning i Hannover 96.

Mens Christian Schultz og Manuel Schmiedebach holdt sig væk som følge af småskavanker, var det anderledes penibelt for danske Bech.

Ifølge klubbens hjemmeside skyldes det 'disciplinære problemer', som man formulerer det tirsdag aften.

Uffe Bech er ganske enkelt blevet suspenderet fra førsteholdstruppen til efter opgøret mod Werder Bremen 3. oktober. Indtil da vil han træne og spille kampe for Hannovers U/23-mandskab.

Præcis hvorfor det står så grelt til med den tidligere FC Nordsjælland-profil vil klubben ikke ud med.

- Vi vil ikke lægge mere i det end højest nødvendigt, siger cheftræner Michael Frontzeck til hjemmesiden og fortsætter: - Det er forholdsvis normalt for unge spillere.

Det er ikke første gang, Bech har problemer.

Sidste efterår kom han for sent til et taktikmøde i FC Nordsjælland og blev af cheftræner Olafur Kristjansson omgående vraget til en superligakamp mod OB.

Nogen fantastisk start på udenlandsopholdet har Bech ikke fået i Bundesligaen. Kort inden sæsonpremieren blev han skadet og kom derfor først i aktion på tredje spilledag - mod Mainz på udebane.

Uffe Bech var sågar med i startopstillingen men blev sammen med en holdkammerat flået ud i pausen, da Mainz var foran 2-0.

Han var ikke i truppen til weekendens 2-4-nederlag hjemme til Borussia Dortmund

41 kommentarer
Vis kommentarer