I Dortmund er unge teenagere på førsteholdet intet særsyn. Alligevel spærrede fodboldtyskland øjnene op 21. november sidste år, da en ny Bundesliga-debutant fik sin ilddåb.
Youssoufa Moukoko var bare 16 år og en dag gammel, da han blev skiftet ind mod Hertha Berlin. Som den yngste debutant nogensinde. Den følgende måned tog han også rekorden som den yngste målscorer.
- Det er selvfølgelig meget individuelt, hvornår man er klar. Nogle skal bruge længere tid. Det er ekstremt voldsomt i hans tilfælde. Det er ikke normalt, siger Mike Tullberg til Ekstra Bladet.
Dortmunds U19-træner kender supertalentet bedre end de fleste. Moukoko har tæppebombet rækken og sat groteske scoringsrekorder, inden han fyldte 16 år og endelig måtte indlemmes på førsteholdet.
- Det er en målmaskine og en god dreng. Jeg håber, han formår at slå sit navn fast. Han har allerede lavet sit første mål, og det fjerner trykket lidt fra skuldrene, siger Tullberg.
- Det er selvfølgelig flot, og jeg er ikke i tvivl om, at han nok skal udvikle sig til at blive en stor spiller. Han har de rigtige værdier. Det er derfor, vi går på arbejde. For at udvikle spillere som ham.
I denne sæson nåede træneren at nyde godt af den ghanesiskfødte tysker i tre kampe, inden corona sendte U19-rækken på tidlig vinterpause. Den dengang 15-årige angriber scorede 10 mål i de tre optrædener. Undervejs et hattrick i sejren på 3-2 over lokalrivalerne fra Schalke.
- Deres træner smilte til mig efter kampen og sagde, at der godt nok var voldsom forskel på én spiller i forhold til alle andre, lyder det fra Tullberg.
Youssoufa Moukoko blev senest skiftet ind i slutningen af anden halvleg, da Dortmund fredag tabte 4-2 ude til Mönchengladbach.
Braithwaite lukker mod mirakel-målmand