Vilde med Højbjerg: Augsburg taler med Bayern om forlængelse

Augsburg arbejder allerede nu på at holde på Pierre-Emile Højbjerg næste sæson med

Pierre-Emile Højbjerg har allerede sat sit aftryk i lejeopholdet i Augsburg. (Foto: All Over)
Pierre-Emile Højbjerg har allerede sat sit aftryk i lejeopholdet i Augsburg. (Foto: All Over)

Han har blot optrådt seks gange for Bundesliga-klubben Augsburg.

Men landsholdsspilleren Pierre Emile-Højbjerg har allerede sat et stærkt aftryk i klubben. I januar blev 19-årige Højbjerg lejet ud fra storklubben Bayern München til mindre mondæne omgivelser i Augsburg.

Til gengæld er han røget direkte ind på holdet og har taget taktstokken på den centrale midtbane.

Det har vakt opsigt i Augsburg, hvor han har imponeret alt og alle. Allerede nu er Augsburgs sportsdirektør Stefan Reuter klar til at arbejde for en længere lejeaftale med Pierre-Emile Højbjerg.

Se også: Syg Højbjerg misser mulig Bendtner-duel

Igennem den tyske avis Bild fik Ekstra Bladet mulighed for at stille et par spørgsmål om Pierre-Emile Højbjerg til sportschefen, der er tidligere tysk landsholdsprofil.

Stefan Reuter er absolut begejstret for sin unge dansker.

- Vi kendte jo til hans kvaliteter, og der er ingen tvivl om, at han har markeret sig hurtigt. Han er stadig en ung spiller, men han har masser af kvalitet i sit spil, og han er ikke en type, der gemmer sig. Vi er meget glade for ham, og det indtryk han har efterladt hidtil, forklarer Stefan Reuter.

Se også: Højbjerg sendt ud med skade

Den nuværende kontrakt udløber allerede til sommer, men tyske pressekilder fortæller, at der allerede er dialog med Bayern München om at forlænge lejeaftalen hele næste sæson med. På den måde vender Pierre-Emile Højbjerg først tilbage til Bayern München i sommeren 2016.

Det vil Stefan Reuter ikke kommentere, men han siger om dialogen:

- Det er selvfølgelig noget vi er interesseret i. Jeg taler løbende med Bayern München, men jeg tror ikke, at der træffes en beslutning her og nu. Hvis både Bayern München og Højbjerg selv synes, det er en god løsning, så er vi også interesseret, siger Stefan Reuter.

Pierre-Emile Højbjerg gik glip af weekendens fornemme sejr over topholdet Wolfsburg på grund af sygdom, men han var tilbage på træningsbanen tirsdag og ventes klar til næste kamp mod Mainz.

Det vil give god mening på flere fronter, hvis Bayern München accepterer at leje Pierre-Emile Højbjerg ud i hele næste sæson. Han kan få fast spilletid og derved udvikle sig, så han kommer tilbage til storklubben som en mere komplet spiller.

Det vil absolut også gavne det danske landshold, hvor Højbjerg allerede har etableret sig som fast mand under Morten Olsen. Pierre-Emile Højbjerg blev sidst i februar kåret til Årets Talent i Dansk Fodbold Award, som blev afholdt i DBU-regi.

7 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere