Vilde scener i Berlin: Fans går totalt amok

Union Berlins stadion blev på få minutter overrendt af lykkelige fans mandag aften, hvor oprykningen til Bundesligaen blev sikret

Sjældent har det været så fedt at spille 0-0 med Stuttgart, som det var for Union Berlin mandag aften.

Den mindst kendte hovedstadsklub i tysk fodbold sikrede sig med resultatet adgang til Bundesligaen for første gang i klubbens historie.

Kampens dommer lagde fem minutter til af kampen, inden jubelen brød løs på Stadion An der Alten Försterei, som den lille og legendariske hjemmebane hedder.

Og så gik det stærkt. Mens spillerne faldt hinanden om halsen, strømmede det ind på banen med begejstrede, vilde og lykkelige fans, der sekund for sekund fyldte græstæppet mere og mere ud.

Til sidst var det slet ikke til at se, at der rent faktisk lå græs nedenunder.

Se også: Stor triumf: Kult-klub skaber sensationen

Da var Stuttgarts nedtrykte spillere med Mario Gómez, Holger Badstuber og verdensmesteren Benjamin Pavard i spidsen for længst sivet ned i omklædningsrummet. Union-spillerne var fløjtende ligeglade med, at de pludselig var omringede af tilskuere. De festede bare løs.

Bild var på plads på stadion og konstaterede, at 'efter slutfløjtet stormede hundredvis af fans ind på banen fra tribunen og forvandlede banen til et rødt fest-hav. Berlin-spillerne blev omfavnet og tiljublet af fansene. Glædens tårer flød overalt'.

Dermed rykker Union Berlin op i Bundesligaen sammen med FC Köln og Paderborn, der allerede havde sikret sig direkte oprykning.

VfB Stuttgart rykker ned for anden gang på fire år. De øvrige nedrykkere fra Bundesligaen er Hannover 96 og FC Nürnberg.

 

 

 

23 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere