Yussuf belønnet for topscorerrolle

RB Leipzig har forlænget kontrakten med Yussuf Poulsen med et enkelt år

Yussuf Poulsen er blevet belønnet for sit flotte spil i Leipzig i denne sæson. Foto: AP
Yussuf Poulsen er blevet belønnet for sit flotte spil i Leipzig i denne sæson. Foto: AP

Bundesligaklubben RB Leipzig har forlænget kontrakten med landsholdsspilleren Yussuf Poulsen.

Den danske angriber har sat sin signatur på en aftale, der løber frem til sommeren 2022. Den tidligere kontrakt udløb i 2021.

Det skriver bundesligaklubben på Twitter.

- Jeg har valgt at forlænge min kontrakt, fordi jeg trives godt her. Jeg vil videreudvikle mig her, og jeg kan se, at jeg bliver bedre sæson for sæson. Både jeg og klubben udvikler os i den rigtige retning hvert år, siger danskeren.

24-årige Yussuf Poulsen tog i 2013 turen fra Lyngby til Leipzig, der dengang lå i 3. Bundesliga.

Siden er klubben rykket op i Bundesligaen, og Poulsen har været med på hele rejsen op gennem rækkerne. Derfor har han også kamprekorden i den snart ti år gamle klub.

Hans værdi er efter alt at dømme steget i indeværende sæson.

Værdifuld
Danskeren er i gang med en kanonsæson i Tyskland, hvor han indtil videre har lavet 12 bundesligamål. Det rækker til en delt sjetteplads på topscorerlisten i den bedste tyske række.

Derfor er RB Leipzigs cheftræner og sportsdirektør, Ralf Rangnick, tilfreds med at få Yussuf Poulsens underskrift i hus.

- Vi er meget glade for forlængelsen. Alle kan se, hvor værdifuld han er for os.

- Han er et skoleeksempel på, hvad der sker, når talent, stærk mentalitet og en god karakter blandes. Han er en absolut topspiller, og vi ser frem til flere mål fra hans side, siger Rangnick.

Yussuf Poulsen har spillet 36 landskampe for Danmark og scoret fem mål. Tidligere har han fået kampe på alt fra U16- til U21-landsholdet.

Se også: Real åbner skattekisten: Smider voldsomt millionbeløb
Bayern havde ikke meget at byde på offensivt mod Liverpool. Robert Lewandowski forsøgte at slide sig til chancer, men gæsterne havde styr på det meste i defensiven og vandt 3-1 i München. Foto: Ritzau Scanpix Champions League - 14. mar. 2019 - kl. 10:41 Bayern-stjerne forbløffet: Forstår ikke taktikken

5 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere