Den danske landsholdsspiller Yussuf Poulsen åbnede målscoringen, da RB Leipzig lørdag eftermiddag spillede sidste kamp inden julepausen i 2. Bundesligaen.
På udebane mod midterholdet Greuter Fürth vandt Leipzig med 2-1 efter en dramatisk afslutning på kampen med to mål i overtiden.
Tre minutter inde i anden halvleg kom danskeren på måltavlen efter oplæg af den svenske landsholdsspiller Emil Forsberg.
Dermed lignede Yussuf Poulsen længe en matchvinder, inden kampen tog en vild drejning i overtiden.
Først udlignede hjemmeholdet i kampens første overtidsminut, men to minutter senere sørgede østrigeren Stefan Ilsanker for, at de tre point kunne komme med hjem til Leipzig.
Yussuf Poulsen var dog ikke på banen i den hektiske slutfase, han var blevet skiftet ud efter 83 minutters spil.
De tre point sikrer, at RB Leipzig overvintrer på førstepladsen i Tysklands næstbedste fodboldrække. Efter en træg start på sæsonen har danskerklubben vundet ni ud af de seneste ti opgør.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.