UEFA dropper reglen om udebanemål fra næste sæson

Reglen om flest udebanemål i knockout-faser skrottes fra den kommende sæson, oplyser UEFA

Målamok - Her får du alle 94 mål fra gruppespillet

Fra den kommende sæson er der ingen fordel i at have scoret flest udebanemål i europæiske knockout-faser.

Det oplyser UEFA i en pressemeddelelse.

- Diskussionen om dens afskaffelse er blevet debatteret til forskellige UEFA-møder gennem de seneste år, siger UEFA-præsident, Aleksander Ceferin, i pressemeddelelsen.

- Selv om der ikke har været enighed blandt alle, så har mange trænere, fans og andre interessenter i fodbold sat spørgsmålstegn ved reglens fairness og ønsket at få den afskaffet.

Ændringen træder i kraft allerede fra kvalifikationen til den kommende sæson.

Ifølge det europæiske fodboldforbund skyldes ændringen, at reglen ikke længere har den ønskede virkning, men i stedet får hjemmehold til at være forsigtige for at undgå at få de vigtige udebanemål mod sig.

Samtidig er andelen af hjemmesejre faldet støt siden midten af 70'erne, hvorfor der ikke længere er samme behov for en udebanefordel.

I dag er det holdet med flest udebanemål i knockoutfaser, der går videre i tilfælde af samlet uafgjort over to kampe.

Regelændringen sker i samtlige UEFA's turneringer heriblandt Champions League, Europa League og den nye Conference League og vil alt andet lige betyde flere knockout-kampe med forlænget spilletid.

Regelændringen betyder således, at alle knockout-runder, der samlet ender uafgjort over to kampe, går direkte i forlænget spilletid med efterfølgende straffesparkskonkurrence i tilfælde af uafgjort efter to gange 15 minutter.

Reglen om udebanemål bruges også i en lang række nationale pokalturneringer. UEFA oplyser dog ikke, om regelændringen også gælder nationale turneringer.

Ændringen får naturligvis ingen indflydelse på EM-slutrunden, da knockout-kampene afgøres i en enkelt kamp.