UEFA: Ligaer skal starte i juni

Hvis de igangværende ligaer skal færdigspilles, skal de genoptages senest i juni, vurderer Aleksander Ceferin

Nu sætter UEFA et tidspunkt for, hvornår de nationale ligaer senest skal være i gang. Foto: Lars Poulsen
Nu sætter UEFA et tidspunkt for, hvornår de nationale ligaer senest skal være i gang. Foto: Lars Poulsen

Europas fodboldligaer er suspenderede som følge af coronakrisen, og ikke meget tyder på, at bolden kommer til at rulle igen lige med det samme.

Derfor er det også usikkert, om alle nationale turneringer kan spilles færdig, eller om det kan komme på tale at annullere turneringer eller kåre mestre og finde nedrykkere på alternative måder.

Præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund, Aleksander Ceferin, ser stadig optimistisk på chancen for at færdigafvikle turneringer, da der nu er plads til at spille hele sommeren, fordi EM er rykket fra denne sommer til 2021.

Men man kan ikke vente for længe med at sætte turneringer i gang igen, hvis det skal være realistisk at spille turneringerne til ende.

- Der er en plan A, B og C. Vi kan starte op igen i midten af maj, i juni eller senest sidst i juni. Derefter vil sæsonen efter al sandsynlighed være tabt, siger Aleksander Ceferin ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den slovenske præsident fortæller, at der lige nu er samtaler mellem forbundene, klubberne og de største ligaer.

- Der er også kommet forslag om at afslutte den nuværende sæson, når den næste skulle begynde og derefter starte den nye sæson lidt senere. Vi må se, hvad der er den bedste løsning for ligaerne og klubberne, siger han.

Aleksander Ceferin vurderer, at de igangværende ligaer skal genoptages senest i juni, hvis det skal være realistisk at afvikle dem til ende. Foto: Yves Herman/Reuters
Aleksander Ceferin vurderer, at de igangværende ligaer skal genoptages senest i juni, hvis det skal være realistisk at afvikle dem til ende. Foto: Yves Herman/Reuters
 

Om nødvendigt må ligaerne spilles til ende uden tilskuere på tribunerne.

- Jeg har svært ved at forestille mig, at alle kampe skal spilles for lukkede døre, men hvis der ikke er alternativer, er det bedst at spille turneringerne færdige på den måde, mener Ceferin.

I Premier League og Bundesligaen resterer der ni hele spillerunder, mens der i den spanske liga mangler at blive afviklet 11 runder.

I den danske Superliga mangler man to runder af grundspillet. Derefter skulle der efter planen afvikles et mesterskabsspil indeholdende yderligere ti runder.

Det er kun den hviderussiske liga, der aktuelt trodser coronakrisen og fortsat spiller fodbold.

Christian Minchola Sanchez blev bare 14 år. Foto: Atletico Madrid Spansk fodbold Storklub i chok: 14-årig spiller død

Mon ikke, at Dietmar Hopp genvinder noget af populariteten, hvis hans virksomhed kan levere en corona-vaccine? Foto: Ritzau Scanpix Tysk fodbold Forhadt fodboldboss kan være tæt på coronavaccine

Allan Nielsens fodboldkarriere bragt ham rundt i Europa. Foto: NENT Group/Bjørn Jakobsen Premier League Allan Nielsen: Derfor måtte jeg væk