Uffe Bechs ophold i Panathinaikos var tumultarisk på flere måder.
For der findes skader, og så findes der det skadesmareridt, den 30-årige angriber udlevede i Grækenland, hvor det hele sluttede ulykkeligt.
- Det endte i mit tilfælde med at blive et langt juridisk slagsmål, og hvad klubben ellers lavede af numre i den periode, var ikke kønt.
Da Ekstra Bladet sætter den tidligere Brøndby-profil i stævne, lader oplevelsen dog til at være et levn, for lige nu arbejder en skadet Uffe Bech for at vende tilbage til det, han elsker.
Fodbolden.
Og så prøver han ikke at hænge sig for meget i fortiden og opførslen fra sin seneste arbejdsgiver.
- Man kan gå fra ingenting til stjerne på ingen tid, men det kan også gå den anden vej, når man er skadet i en periode.
- At være fodboldspiller har altid været en del af min identitet, men det er klart, at når man går rundt i så lang tid uden at spille fodboldkampe, så kradser det lidt, når snakken falder på det. Jeg savner det helt vildt.
- Jeg vil gerne spille på topplan mange år endnu, og jeg gør selvfølgelig alt, hvad jeg kan for at komme tilbage så hurtigt som muligt. Jeg vil ikke stå om ti år og føle, at jeg kunne have gjort mere, fortæller han.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Tre års boldtørke
Vi skal tilbage til 19. juli 2020 for at finde Uffe Bechs seneste præstation i en professionel fodboldkamp.
Dengang blev det til en scoring mod OFI Kreta i den græske Super League, og det skulle vise sig at blive hans sidste for Panathinaikos, som han forlod to år senere uden en eneste kamp i den mellemliggende periode.
I de her dage knokler han en vis legemsdel ud af bukserne for at komme sig helt oven på en større bruskoperation i knæet.
Den har holdt ham ukampdygtig i nogle år, fordi han har været plaget af tilbageslag under sin genoptræning med en fysiotereapeut, Bech har brugt, siden han var teenager. Nu lysner det forude, og fodboldelskerne har ikke set det sidste til ham.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Alle udlændinge skal væk
Fem cheftrænere nåede at stå i spidsen for den græske mastodont de tre år, Uffe Bech var på kontrakt i Panathinaikos, og allerede efter det første år kom en spansk herre ved navn Dani Poyatos til i sommeren 2020 med sine helt egne idéer.
- Vi fik en ny sportsdirektør og træner fra Spanien. Allerede inden første træningsdag besluttede de, at stort set alle udlændinge skulle erstattes af spansktalende spillere.
- Vi var 17, der trænede for os selv, og vi undrede os alle over, at træneren ikke benyttede preseason til at se sit spillermateriale an, før der blev truffet så drastisk en beslutning, fortæller Uffe Bech.
Han prøvede allerede den sommer at komme væk.
Uden held.
Poyatos og sportschefen nåede dårligt nok fire måneder på deres poster, inden projektet kuldsejlede. De ansvarlige fik sparket og vupti:
- Der kom en ny træner ind, og så var vi pludselig en del af træningen igen. Vi havde selvfølgelig et efterslæb i forhold til de andre, men efter et par gode træningskampe i landsholdspausen fortalte den nye træner mig, at jeg ville komme til at spille.
- Så gik det galt - jeg blev skadet et par dage senere.
Artiklen fortsætter under billedet ..
Operation? Det får du ikke
Uffe Bech forsøgte på gammeldags facon at træne sig tilbage til fordums styrke. Den ene øvelse efter den anden i styrkelokalet, indtil det stod klart, at et indgreb var nødvendigt.
Det var Panathinaikos ikke helt enig i, selvom danskeren hævder, at han i lang tid havde prøvet på den konservative måde.
- Klubben mente ikke, jeg havde brug for en operation, så det første lange stykke tid prøvede jeg at genoptræne uden.
- I opstarten til 21/22-sæsonen var jeg tilbage i holdtræningen, men efter en periode fik jeg store smerter i knæet igen, og det stod klart, at en operation var nødvendig.
- Panathinaikos’ læger gav mig endelig tilladelse til det, men to dage før den planlagte operation stillede klubbens ledelse sig imidlertid på hælene.
Her resterede der blot et år af kontrakten med grækerne.
- I Panathinaikos - og i mange andre klubber - er det oftest en kynisk økonomisk kalkule, der styrer ledelsens beslutninger, og hvis det ikke kan betale sig for klubben at lade en spiller få en nødvendig operation, stiller de sig i vejen.
- En lille del af mig havde lyst til bare at sige 'fuck dem, nu sidder jeg bare her og tæller mine penge', men det elsker jeg fodbold for meget til.
- Der er mange penge i professionel fodbold, men det har aldrig været min drivkraft. Jeg gik derfor med til at gå gevaldigt ned i løn mod at få den nødvendige operation.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Panathinaikos, men det har ikke været muligt.
Artiklen fortsætter under billedet ..
Jagter ny adresse
Efter et skadesplaget ophold udløb hans kontrakt med Panathinaikos i sommeren 2022, og Uffe Bech forlod Grækenland med et genoptræningsforløb foran sig og en plads på rundens hold i sin seneste kamp.
- Hvis du spørger mine venner og min familie, så ved de godt, at det har været en hård tid, men omvendt kan de også skrive under på, at jeg har holdt gejsten oppe, fortæller han.
I januar var der interesse fra både Superligaen og udlandet, men han løb ind i et tilbageslag, og derfor ser han nu frem mod sommer.
- Det er underordnet, om det bliver i Danmark eller i udlandet. Jeg har været syv år i udlandet, og det har været fantastisk, men oppe i mit hoved er prioriteten bare at komme tilbage og spille på topplan.
Ved siden af det fysiske arbejde er der blevet lidt tid til også at kommentere fodbold. TV 2 har derfor hyret fodboldspiller Uffe Bech til at sidde bag mikrofonen. Læs mere om det her.