Vejen banet for Hjulmand - storklub fyrer træneren

Anderlecht har fyret Fred Rutten, der blev ansat i stedet for Kasper Hjulmand i januar

Skuffelsen var tydelig hos Hjulmand, da jobbet som Anderlecht-træner glippede i vinter, men måske kommer der en ny chance nu. Foto: Lars Poulsen
Skuffelsen var tydelig hos Hjulmand, da jobbet som Anderlecht-træner glippede i vinter, men måske kommer der en ny chance nu. Foto: Lars Poulsen

Snakken om Kasper Hjulmand som cheftræner i Anderlecht har stået på længe, og nu kan der være et nyt kapitel på vej i sagaen.

Anderlecht meddeler således, at man stopper samarbejdet med cheftræner Fred Rutten, der blev ansat i januar, da den belgiske storklub ikke kunne blive enig med FC Nordsjælland om vilkårene for at overtage Kasper Hjulmand.

Det skriver klubben på Twitter.

Dengang lagde Kasper Hjulmand ikke skjul på skuffelsen over den glippede jobmulighed.

- Normalt snakker jeg ikke om ting, der ikke er gået igennem. Men alt er ude, og det står også i Belgien. Det var et eller andet i det sidste mellem klubberne, der glippede, og derfor står jeg her nu.

- Hvordan jeg har det med det? I går var jeg lidt tom indeni. Det er ingen tvivl om, at det var en stor mulighed, der missede. Det sidder selvfølgelig i kroppen, når det har været så tæt på, lød det fra Kasper Hjulmand ved den lejlighed.

Fred Rutten fik kun fire måneder i spidsen for Anderlecht. Foto: Ritzau Scanpix
Fred Rutten fik kun fire måneder i spidsen for Anderlecht. Foto: Ritzau Scanpix
 

Den hurtige fyring af Fred Rutten kommer, efter at Anderlecht har fået en forfærdelig start på slutspillet i Belgien med tre nederlag i tre kampe. Holdet var desuden bagud med 2-0 i fredagens kamp mod Standard Liege, da kampen blev afbrudt pga. tilskueruroligheder.

Det blev for meget for ledelsen – herunder den tekniske direktør, danske Frank Arnesen.

- Direktionen påskønner det arbejde, Fred har udført under svære forudsætninger. Hans velvilje over for Anderlecht tillader os at forberede næste sæsons projekt under optimale forhold.

- Vores veje skilles i den bedste forståelse og med gensidig respekt. Vi ønsker Fred succes i karrieren fremadrettet, lyder det fra Frank Arnesen.

Kasper Hjulmand er ledig på markedet, efter han stoppede i FC Nordsjælland 25. marts, hvor han blev afløst af assistenten Flemming Pedersen. Den danske træner nævnes også som et bud på en ny cheftræner i Brøndby.

Kasper Hjulmand ønsker ikke at kommentere Anderlecht-fyringen over for Tipsbladet.

Se også: Målmand efter sæsonens brøler: - Undskyld!


Se også: Madrid-legende: - Hellere Eriksen end Pogba

70 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere