Verdensmester og mangemillionær åbner ... kebab-restaurant

Lukas Podolski kaster sig over en lidt speciel bibeskæftigelse ved siden af fodboldkarrieren

Lukas Podolski var en af de tyske landsholdshelte, og måske kan hans ry lokke kunder i kebab-butikken. Foto: All Over Press
Lukas Podolski var en af de tyske landsholdshelte, og måske kan hans ry lokke kunder i kebab-butikken. Foto: All Over Press

Den tidligere tyske landsholdsspiller og verdensmester Lukas Podolski har trappet ned for sin ellers glorværdige fodboldkarriere.

'Poldi' spiller til dagligt i japanske Vissel Kobe, hvor Michael Laudrup også gjorde sig i sæsonen 1996/1997, men karrieren i Japan er åbenbart ikke helt nok til at holde den tidligere Köln-, Bayern- og Arsenal-spiller fuldt beskæftiget.

For den 32-årige tysker åbner nemlig lørdag en kebab-restaurant i hjertet af Köln, hvor Podolski voksede op, efter hans familie kom til Tyskland fra Polen i 1987.

Aktiv del af restauranten
Alle kebab-sultne restaurantgæster kan møde Podolski på åbningsdagen, og det vil der også være god mulighed for i fremtiden. For det er ikke kun på papiret, at fodboldstjernen skal eje 'Mangal Döner', som spisestedet hedder.

- Han kommer til at spille en aktiv rolle i forretningen, ligesom han gør i sin is-butik, som han åbnede i Köln i juni, siger Podolskis talsmand, Sebastian Lange, ifølge det tyske medie focus.de.

Lukas Podolski kommer til at eje Mangal Döner sammen med to forretningspartnere, men idéen til kebab-restauranten skulle helt og aldeles være fodboldspillerens.

I hvert fald siger Sebastian Lange, at Podolski lod sig inspirere af både kultur og kulinariske specialiteter i Tyrkiet, hvor Podolski spillede i Istanbul-klubben Galatasaray i to sæsoner, inden han skiftede til Vissel Kobe i J-League.

Lukas Podolski behandles p.t. for en lårskade i Köln, men han forventes at rejse tilbage til Japan senere på måneden. Flere medier spekulerer dog i, om Podolski vender tilbage til kriseramte FC Köln for at slutte sin karriere - og for at passe sin kebab-butik.

Se også: Ubehagelige billeder skræmmer Tyskland: Sådan skal en finger ikke bøje

Se også: Perfekt punktum: Slutter karrieren med drømmekasse!

Se også: Stor hæder til Jonas Lössl

Se også: Avis med overraskende melding: Betis vil af med Durmisi

5 kommentarer
Vis kommentarer