For tre dage siden var Cristian Tirone en ukendt argentinsk fodboldspiller, og han ville formentlig ønske, at det stadig var tilfældet.
Det er det bare ikke, efter at den 34-årige mand, der til daglig spiller i den argentinske klub Deportivo Garmense, slog en kvindelig dommer ned og efterfølgende blev anholdt på banen.
Dommeren, hvis navn er Dalma Cortadi, havde få sekunder inden overfaldet givet Tirone marchordre, efter at han havde svinet Cortadi til.
Det røde kort fik tydeligvis Tirone til at tabe hovedet, og mens Cortadi stod og noterede hans navn ned i sin sorte bog, tog Tirone et langt tilløb og angreb Cortadi bagfra med en knyttet næve rettet mod hendes hoved.
Den 34-årige Tirone ramte heldigvis kun Cortadi i nakken, inden hun faldt til jorden.
Se den vanvittige episode i klippet herunder:
Efter episoden blev Tirone skubbet væk af en mandlig linjedommer, før politibetjente kom stormende på banen og anholdt den aggressive spiller.
Den uheldige dommer blev efterfølgende kørt på hospitalet for at blive tjekket og var heldigvis ved godt mod.
- Jeg er en smule fortumlet efter det, der skete, men ellers er jeg okay, og jeg får støtte fra min familie og kolleger, sagde Cortadi til det argentinske medie Olé.
Den kvindelige dommer har ikke overraskende tænkt sig at melde Tirone for angrebet.
- Jeg er stadig ved at finde ud af, hvad der præcis skete, men alt, hvad jeg søger nu, er retfærdighed. Om det her var sket for en mand eller kvinde er ligemeget. Den aggressivitet hører ingen steder hjemme i fodbold.
--------- SPLIT ELEMENT ---------