Mathias 'Zanka' Jørgensen nærmer sig udgangsdøren i tyrkiske Fenerbahce.
Den danske landsholdsreserve fik godt nok spilletid i de sidste kampe op til sæsonstarten, men han var ikke i truppen til weekendens premiere mod Adana Demirspor.
I Tyrkiet er de lokale Fenerbahce-journalister ikke i tvivl om, at han er en færdig mand i Istanbul-klubben.
Og de kan på sin vis dokumentere påstanden.
For på det tyrkiske fodboldforbunds hjemmeside har Fenerbahce slet ikke registreret den 31-årige danske midterforsvarer i deres trup.
Det vil sige, at han ikke er spilleberettiget i den tyrkiske Süper Lig.
31 spillere er foreløbig registeret, men altså ikke 'Zanka'.
'Zanka' er ikke - som nogle af de andre ikke-registrerede - ny i klubben. Derfor burde han være på listen - hvis altså Fenerbahce havde planer om at gøre brug af ham.
Det har de tilsyneladende ikke.
Tyrkiske klubber må maksimalt have 14 udlændinge i truppen, og Fenerbahce har ikke plads til alle deres udenlandske spillere. Flere, deriblandt 'Zanka', er sorteret fra.
Den danske forsvarer fik endnu en indikation, da klubben i sidste uge købte den sydkoreanske midterforsvarer Kim Min-jae med tilnavnet 'Monster' i kinesisk fodbold.
Fenerbahce har også hentet den tidligere Tottenham-forsvarer Steven Caulker denne sommer, men han er ligesom 'Zanka' ude i kulden og ikke registreret i truppen.
Han blev hentet, umiddelbart inden man ansatte Vítor Pereira som træner, og portugiseren kan ikke bruge Caulker, der er blevet tilbudt til andre klubber i Tyrkiet.
Udover nyindkøbet Kim Min-jae har Fenerbahce franske Marcel Tisserand, ungarske Attila Szalai og Serdar Aziz til det centrale forsvar.
Den tidligere FC Midtjylland-spiller Filip Novak kan også bruges i et tremandsforsvar, som det skete i sæsonpremieren.
'Zanka' træner fortsat med i Fenerbahce, fremgår det at billeder på klubbens hjemmeside, og det er uvist, om han også er streget fra den liste af spillere, som klubben kan gøre brug af i europæisk fodbold.
Fenerbahce møder torsdag finske HJK i en playoffkamp til Europa League.
Mathias 'Zanka' Jørgensen har en enkelt sæson tilbage af sin kontrakt i Fenerbahce, og i Tyrkiet synes man overbevist om, at han ender i FCK.
Signalerne fra København har været imødekommende - Jess Thorup sagde i sidste uge, at 'Zanka' var interessant for FCK - men spørgsmålet er, hvorvidt der overhovedet er reel interesse.
’Zanka’ tjener i omegnen af 15 mio. kr. om året i Fenerbahce, og det kan FC København ikke hamle op med.
Så den danske landsholdsreserve skal have afklaret sin situation med Instanbul-klubben, før et eventuelt skifte hjem overhovedet kan komme på tale.
Og tiden med lange kontrakter til aldrende spillere virker til at være forbi i det københavnske...