Niki Zimling holder i øjeblikket sommerferie med familien, men han er ikke sikker på, hvor hans arbejdsplads har adresse, når han vender tilbage. Den tidligere danske landsholdsspiller er fortsat på kontrakt i Bundesliga-klubben Mainz 05, men om 17 dage har han udløb.
Det kan meget vel betyde, at den 32-årige midtbanespiller skal på jagt efter en ny klub, men selv tøver han stadig med at drage den konklusion endeligt.
Det er endda selv om, at danskeren ikke har spillet en Bundesliga-kamp for Mainz siden april 2014. Skader har været en djævelsk medspiller på Zimlings karrierevej.
Nu er han skadesfri og sulten efter at vise sit værd.
- Jeg føler stadig, jeg har noget at byde på. Jeg er stadig den samme Niki Zimling, og så er jeg måske tilmed blevet en klogere fodboldspiller, siger Niki Zimling til tipsbladet.dk og tilføjer:
- Jeg har haft en god dialog med Mainz, og de har været meget forstående i forhold til min skade og den efterfølgende genoptræning. De har hele tiden givet udtryk for, at de vil hjælpe mig videre. Om det så betyder, at de vil hjælpe mig videre i Mainz eller videre til en anden klub, det må tiden vise.
Midtbanespilleren er klar til at lytte til alle tilbud med et åbent sind.
- Jeg afventer og ser, hvad der sker. Lige nu ved jeg ikke, hvor det bærer hen ad, og der kan ske mange ting. Jeg er åben for det hele og udelukker ikke noget.
- Skal vi blive i Tyskland, eller skal vil søge efter noget andet? Det handler også om, hvad der passer min familie bedst. Mine børn har nået en alder, hvor de skal i skole, og selv om de både mestrer dansk og tysk, er det selvfølgelig noget, der er med i mine overvejelser, siger Mainz-spilleren.
Niki Zimling har et par gange i tidens løb været rygtet hjem til Danmark, hvor han har en fortid i Brøndby IF og Esbjerg fB. Han kan godt forestille sig at vende hjem til Danmark, men det er ikke noget, der er en konkret plan for.
- Jeg savner Danmark i den forstand, at jeg savner familie og venner. Men som fodboldspiller er din karriere så kort, at det også er med at nyde det, mens det er.
- Jeg har aldrig haft en plan om at slutte karrieren i Danmark - i det hele taget har jeg altid forsøgt ikke at planlægge alt for meget. Jeg er åben for at spille i Danmark igen, men jeg er som sagt åben for næsten alt, siger Niki Zimling.
Den tidligere landsholdsspiller har været langt fra førsteholdet i Mainz i denne sæson, men han har spillet godt 20 kampe for klubbens reservehold i 3. Bundesligaen.
- Jeg er i glimrende form, og jeg har ingen problemer med mit knæ. Jeg har spillet en masse kampe i 3. Bundesligaen, og selv om det selvfølgelig ikke er noget højt, internationalt niveau, er det okay. Men jeg savner førsteholdsfodbold helt vildt, og jeg har en kæmpe appetit efter at vise, hvad jeg kan, siger Niki Zimling.
Niki Zimling har foruden Mainz 05 tørnet ud for klubber som Udinese, Club Brugge og AFC Ajax.
Brøndby snupper Bellot for snuden af tyske og norske bejlere