United holder spillere positive med meditationsvideoer

Manchester United-spillere får hjælp af klubben til at holde sig positive, mens de er lukket inde i egne hjem

Premier League har været på pause siden starten af marts på grund af coronavirus. (Arkivfoto) Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Premier League har været på pause siden starten af marts på grund af coronavirus. (Arkivfoto) Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix

Der er blevet taget alternative metoder i brug for at holde spillerne i Manchester United i godt humør.

De har af klubben fået tilsendt videoer, der hjælper dem med at meditere, ligesom de er blevet henvist til blogs med fokus på mentalt helbred.

Det skriver britiske The Times.

Spillerne er også blevet opfordret til at tage et onlinekursus i kost og sunde madvaner på et åbent universitet, lyder det, ligesom de har fået gode råd til at håndtere børn, der er hjemme, fordi skoler og institutioner er lukket.

- Vi begyndte at overveje det, da vi vidste, vi ville komme i karantæne, og vi har sat en pakke sammen til spillerne, der giver dem nogle redskaber, de kan bruge, hvis de vil, siger holdlæge Steve McNally ifølge Reuters.

- Vi gør ikke så meget ud af at analysere spillerne hver dag og bruge for meget af deres tid på den slags. Vi ønsker positivitet. Vi vil ikke have, at de føler, at de har problemer med det mentale helbred.

I Arsenal har man også fokus på det mentale aspekt. Manager Mikel Arteta har tidligere fortalt, at klubbens psykolog har været i kontinuerlig kontakt med truppen for at tilbyde hjælp.

For nylig viste et studie foretaget af Den Internationale Spillerforening (Fifpro), at et stigende antal professionelle fodboldspillere har symptomer på depression og angst.

Her sammenlignede man en undersøgelse lavet i december 2019 og januar 2020 med en undersøgelse lavet i marts og april efter nedlukningen af næsten alle fodboldligaer i verden.

Den nyeste undersøgelse tog udgangspunkt i den mentale sundhed hos 1602 professionelle fodboldspiller i 16 forskellige lande, heriblandt Danmark.

22 procent af de adspurgte kvinder og 13 procent af de adspurgte mænd udviste symptomer på depression.

I den tidligere, men få måneder gamle undersøgelse med 307 respondenter udviste 11 procent af kvinderne og seks procent af mændene symptomer på depression.

Premier League har været på pause siden starten af marts på grund af coronavirus.

0 kommentarer
Vis kommentarer