USA's Fodboldforbund afskaffer knæleforbud under nationalmelodi

USA's Fodboldforbund mener, at forbuddet mod at knæle fra 2017 er forkert og reflekterer en fejl

Et forbud mod at knæle blev indført, efter at den amerikanske landsholdsstjerne Megan Rapinoe (foto) knælede under nationalmelodien til en fodboldkamp i 2016. Foto: Kevin C. Cox/Ritzau Scanpix
Et forbud mod at knæle blev indført, efter at den amerikanske landsholdsstjerne Megan Rapinoe (foto) knælede under nationalmelodien til en fodboldkamp i 2016. Foto: Kevin C. Cox/Ritzau Scanpix

USA's Fodboldforbund (USSF) afskaffer et forbud mod at knæle under nationalmelodien.

Det oplyser forbundet i en pressemeddelelse onsdag aften lokal tid.

Forbundet skriver, at forbuddet fra 2017 er forkert og afspejler en fejl fra forbundets side i forhold til at adressere sorte personers bekymringer.

- Det er blevet gjort tydeligt, at denne politik var forkert og forringede den vigtige besked fra Black Lives Matter (bevægelse mod racisme, red.), lyder det i pressemeddelelsen.

Reglen krævede, at alle spillere skulle stå op respektfuldt, når nationalmelodien blev spillet ved fodboldkampe.

Den blev indført, efter at den amerikanske landsholdsstjerne Megan Rapinoe knælede under nationalmelodien til en fodboldkamp i 2016.

Rapinoe gjorde det i solidaritet med Colin Kaepernick, der som quarterback for NFL-holdet San Francisco 49ers indledte en protest mod racisme ved at knæle under nationalmelodien inden kampene.

- Vi har ikke gjort nok for at lytte til særligt vores spillere og forstå og anerkende de ægte og betydningsfulde hændelser, som sorte og andre minoritetssamfund har været udsat for i vores land, skriver USSF i pressemeddelelsen.

Forbundet har mødt stor kritik fra en lang række personer i forbindelse med de mange protester mod racisme, der verserer i USA i kølvandet på den sorte mand Georgs Floyds død.

Mandag opfordrede det amerikanske kvindelandsholds spillerforening USSF til at ophæve forbuddet.

USSF oplyser, at alle spillere fremover må protestere, lige som de vil.

0 kommentarer
Vis kommentarer