Fodboldens Mr. Cool: Paradokset Pirlo

Man kan ikke lave en liste over fodboldhistoriens bedste handler uden at have Andrea Pirlo med på listen. I 2011 kom den dengang 32-årige italiener til Juventus på en fri transfer efter 10 år i Milan, og Pirlo var med til igen at placere Torino-klubben på italiensk fodbolds trone. Forinden var gået fem sæsoner uden trofæer, den værste periode for Juventus siden 1940' erne, men med Pirlo som en af de mest solide grundsten blev et nyt storhold bygget, og nu har Den Gamle Dame vundet fire scudetto'er i træk og spiller i morgen sin første Champions League-finale i 12 år. En dundersucces af et klubskifte for både Juventus og for Andrea Pirlo, der kun har øget sin i forvejen høje status i fodboldverdenen efter at være rejst fra Milano til Torino - 'århundredets transfer' har klubkammeraten Gianluigi Buffon kaldt Juventus' kup. Det mærkelige er så, at mens man i dag kan konstatere, at Milan mistede en klassespiller, gav det dengang i 2011 god mening, at det ikke blev til nogen kontraktforlængelse. Milan havde vundet mesterskabet det år, men det var ikke Pirlos triumf. Zlatan Ibraimovic var kommet til fra Barcelona og havde igen gjort sig selv til Serie A's største stjerne, mens Pirlo havde sin værste sæson efter gennembruddet i begyndelsen af årtusindet. Fra december 2010 og frem til slutningen af sæsonen startede han på grund af skader og efterfølgende manglende form ikke inde i en eneste ligakamp, og da kontrakten skulle forlænges, ville det blive på andre vilkår. I årevis havde Milan haft en trup fyldt med veteraner, og for at sikre et generationsskifte ville spillere over 30 år fremover kun få tilbudt etårige aftaler. Pirlo havde i sit sidste år heller ikke lignet en spiller, der fortjente mere. Samtidig var der også en spillemæssig årsag til, at Pirlo skulle videre. Han havde gennem et årti defineret rollen som dybtliggende playmaker, men Milans træner ville have mere defensiv styrke på midten og kunne kun finde en rolle på venstrekanten, som Pirlo ikke var interesseret i. Hvem var træneren? Massimiliano Allegri, manden som i dag styrer Juventus - der har Pirlo som den dybe midtbanespiller. Sådan er italienerens verden fyldt med sammentræf og modsætninger. Han lignede en spiller, der var på vej ind i karrierens efterår, da han forlod Milan, men Andrea Pirlos indian summer har nu varet i fire sæsoner. Lørdag aften kan den blive kronet med en tredje Champions League-titel efter to triumfer med Milan. De definerende straffespark I de senere år er Andrea Pirlo blevet et af sportens helt store ikoner. Han er elsket og respekteret på tværs af klubskel og landegrænser, fordi han er en spiller, alle kan se op til. Selv om han er midt i trediverne, kan han stadig dominere en fodboldkamp med sit overblik og sit pasningsspil, og han gør det uden at fortrække en mine eller se det mindste besværet ud. Imens flyder de sociale medier over med billeder af Pirlo, der drikker et glas rødvin ledsaget af teksten " Pirlo i pausen", eller af den populære T-shirt med teksten 'No Pirlo, no party'. Populariten er ikke blevet mindre af italienerens moderne fuldskæg, som han første gang viste frem i 2012. - Det generede mig ikke i sommer, så jeg lod det vokse. Nu spilder jeg ikke min tid med barbering, udtalte Pirlo til Tuttosport om det nyanlagte skæg. I øvrigt bryder han sig ikke om opmærksomhed. - En stor del af nutidens fodbold forstår jeg mig ikke på. Jeg bryder mig ikke om at lave interview, jeg har ingen hjemmeside, jeg bruger ikke Facebook og Twitter - jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle gøre det. Jeg vil spille fodbold, og efterfølgende vil jeg gå hjem. Hvorfor skal der være mere i det end det? sagde han for nogle år siden, men siden har han måttet ændre holdning og har i dag konti på Facebook, Twitter og Instagram. Pirlos popularitet begyndte for alvor at tage fart under EM 2012, nærmere bestemt i kvartfinalens straffesparkskonkurrence. Italien havde allerede brændt et forsøg, så der var pres på, da midtbanespilleren gik til bolden, men alligevel turde han vælge den frække løsning over for Englands Joe Hart. Da målmanden gik til højre, sparkede Pirlo dybt i bolden og chippede den ind over stregen med det, der skulle blive et at tidernes mest berømte panenka-spark. Så cool, så elegant, så tilbagelænet - så Pirlo'sk. Men sandheden er mere kompleks. Faktisk er Andrea Pirlo ikke nogen fantastisk straffesparksskytte. Han har sparket tre gange i sin tid som Juventus-spiller og brændt alle tre, og som Milan-spiller misbrugte han sit forsøg i den famøse Champions League-finale mod Liverpool for 10 år siden. Straffesparket mod England er heller ikke det, som han selv peger på som et spark, der definerer ham. I stedet mindes han, da han stod over Fabien Barthez i VM-finalen i 2006 og valgte en mere sikker løsning - et hårdt, højt spark midt i målet. 'Som sædvanligt vil ingen tro mig, men i mit eget hoved er jeg meget mere den Pirlo, som sparkede bolden ind i midten ved VM 2006, end den Pirlo med det inspirerede chip mod England i kvartfinalen i 2006. Selv om motivationen var den samme i begge tilfælde: at vælge den bedste løsning for at minimere muligheden for fejl', skriver Pirlo i sin selvbiografi 'Jeg tænker, derfor spiller jeg' fra 2013. Den komplekse midtbanespiller I det hele taget er det meget sværere at sætte Pirlo i bås, end hans offentlige profil lægger op til. Er han den kølige, sydeuropæiske livsnyder? Eller en benhård fodboldfanatiker, der er villig til at fighte for at nå til tops? Begge dele, antyder hans selvbiografi. Tag for eksempel hans besættelse af det gode frispark. Inspirationskilden var Juninho Pernambucano, der som Lyon-spiller var Europas bedste skytte. Intenst forsøgte Pirlo at opdage brasilianerens hemmelighed, og han studerede ham på dvd'er og endda gamle fotografier. Pirlo beskriver, hvordan han hvert eneste vågne øjeblik tænkte på Juninho og i ugevis forsøgte at kopiere frisparkene til træning, indtil det til sidst lykkedes at finde formlen, så han på træningsbanen kunne sparke den ene bold efter den anden i mål. 'Jeg rammer de dødbolde á la Pirlo. Hvert et skud bærer mit navn, og de er alle mine børn', skriver Pirlo i afsnittet om hans dedikation til frispark, som han har haft, siden han som dreng øvede sig hjemme i stuen med en skumgummibold. Omvendt gider denne topprofessionelle idrætsmand ikke den obligatoriske opvarmning før kampene. 'Jeg hader det med hver en fiber i min krop. Det frastøder mig faktisk. Det er ikke andet end onani for fysiske trænere, deres måde at have det sjovt på spillernes vegne (...) Jeg har absolut ingen interesse i at løbe for at varme mine muskler op. Den muskel, der betyder mest, er hjertet, og mit er altid sat til 100 grader, brændende med god energi', skriver Pirlo, inden han går over til at sammenligne opvarmning til kampe med at have en nøgen supermodel liggende foran sig og fortælle hende, at man vil være klar om 15 minutter. Sådan kunne man blive ved. Da han spillede i Milan og delte værelse med Alessandro Nesta, kaldte holdkammeraterne rummet for la muta, 'det stumme', fordi det udstrålede ro og seriøsitet, men Pirlo beskriver selv, hvordan han elsker at lave practical jokes, særligt med Gennaro Gattuso. I 'Jeg tænker, derfor spiller jeg' kalder han sine holdkammeraters overtroiske ritualer for 'spild af tid', men han tror på, at rygnummeret 21 bringer ham lykke, og selvbiografien er kun på 20 kapitler, fordi Pirlo vil lade det 21. forblive blankt; klar til at blive fyldt op med nye oplevelser. En aften som i 2006? En af dem kommer lørdag aften i Berlin på det samme stadion, hvor Pirlo sparkede sit straffespark på Fabien Barthez i 2006 og hjalp med at gøre sit land til verdensmester. - Mange år er gået, men den aften forbliver et uudsletteligt minde. Jeg håber at kunne opleve de samme følelser på lørdag, sagde Pirlo i denne uge om gensynet med Berlins olympiske stadion. I en alder af 36 kan midtbanespilleren have sin bedste sæson nogensinde. Den italienske double med mesterskabet og Coppa Italia er allerede i hus, og nu kan han være med til at vinde Juventus' første treble nogensinde. Men hvilken Pirlo kommer vi til at se i finalen? Han spillede ikke op til sit bedste i de to semifinaler mod Real Madrid, hvor han flere gange mistede bolden på sin defensive midtbaneposition. Den slags fejl vil være livsfarlige, når Neymar, Suárez og Messi ligger på lur. Omvendt er det umuligt at forestille sig, at Andrea Pirlo, manden som sammen med Antonio Conte mere end nogen andre har symboliseret Juventus' succes i 2010' erne, ikke kommer til at spille en rolle i finalen. - Jeg håber, at denne vindercyklus slutter med en Champions League-triumf, sagde Pirlo mellem de to semifinaler. - Det ville være en drømmeslutning for min tid her og en stor dag for alle i klubben. Ja, hvis vi vinder, rejser jeg måske udenlands, for Juventus bliver min sidste italienske klub, sagde Pirlo, der ellers har kontrakt med Juventus til 2016. Men at Pirlo går sine egne veje, kan ikke overraske. Det har han gjort så mange gange før, og ligesom sidste gang, han var en del af en uventet handel, er der også denne gang logik bag beslutningen. Med endnu en triumf i Berlin vil han slutte på toppen, og det er én ting, der ligger fast med Pirlo: Der befinder han sig bedst. *** Koblingen til Barcelona I sin selvbiografi 'Jeg tænker, derfor spiller jeg' skriver Andrea Pirlo, at han og de andre ungdomsspillere i Brescia i sin tid drømte om at komme til Spanien. To gange var det tæt på for den voksne Pirlo. I 2006 ville Fabio Capello have ham til Real Madrid, og fire år senere var det Barcelona, som var ude efter italieneren. Før sæsonen 2010-11 deltog Milan i Barcelonas årlige sommerkamp Trofeu Joan Gamper. Kampen sluttede 1-1, hvorefter Barcelona vandt på straffespark, men for Andrea Pirlo indtraf den virkelige begivenhed efter kampen. Mens alverdens medier var optaget af at snakke med Zlatan Ibrahimovic om hans fremtid på Camp Nou, inviterede Pep Guardiola Pirlo ind på sit kontor. Guardiola gik lige til sagen. - Vi er allerede stærke. Jeg kunne ikke bede om noget bedre, men du ville være flødeskummet på kagen. Vi leder efter en midtbanespiller, der kan rotere med Xavi, Iniesta og Busquets, og den midtbanespiller er dig. Du har alle kvaliteterne til at spille for Barcelona, specielt én: Du har verdensklasse, sagde Barcelona-træneren den august-aften i 2010 ifølge Pirlos selvbiografi. For Pirlo var sagen klar. Han havde i årevis været Barcelona, når han havde spillet Playstation mod Alessandro Nesta, og han var en stor beundrer af Guardiola. 'Jeg ville være kravlet til Barcelona på alle fire', skriver Pirlo i sin bog. Som bekendt blev transferen ikke til noget. Milan nægtede at slippe midtbanespilleren, som året efter i stedet skiftede til Juventus på en fri transfer. Nu skal han spille Champions League-finale over for sin gamle bejler, og der er flere interessante relationer i lørdagens kamp. Kampen bliver nemlig et møde mellem to af dette årtusinds bedste midtbanestrateger, Barcelonas Xavi og Juventus' Andrea Pirlo. Begge er de fantastiske pasningsspillere; Xavi kongen af den korte aflevering, Pirlo mesteren af de lange. Xavi spiller sin sidste kamp for Barcelona, og Pirlo måske sin sidste for Juventus - noget som Xavi adresserede, da han selv offentliggjorde sin afgang til Qatar-klubben Al-Sadd og på pressemødet brugte noget af sin taletid på at hylde den italienske konkurrent. - Jeg har spillet mod Pirlo, siden jeg var 16-17; i begyndelsen på U-landsholdene. - Han er en spektakulær spiller, og jeg har altid været stor beundrer af hans måde at spille på. Han er uerstattelig med stort U. Der er ingen spiller som Pirlo nogen steder i verden. Jeg er ret sikker på, det bliver sidste gang, vi kommer til at spille mod hinanden. Rejser han, hvis Juventus vinder? Så må vi håbe, at han ikke skal nogen steder.

Ekstra Bladet annoncer

Rapportér annonce

Tak for din henvendelse

Fejl

Sender rapport

Fodboldens Mr. Cool: Paradokset Pirlo