Danmark lever i den grad i EM-turneringen og endda bedre end forventet. Det er også den følelse, landstræner Klavs Bruun Jørgensen har, inden det i aften går løs i mellemrunden med et topopgør mod de forsvarende europamestre fra Norge.
Målsætningen om en plads i top 12 er allerede indfriet, og nu gælder det næste mål, som er en placering mellem de otte bedste hold Europa. Det vil kræve mindst en og muligvis to sejre i mellemrunden, hvor Danmark efter opgøret mod Norge løber ind i Rusland og Rumænien.
Men hvordan ser Klavs Bruun egentlig selv sit hold her efter de tre sejrrige kampe i det indledende gruppespil?
- Alle tre kampe har båret præg af nervøsitet på forskellige fronter. I den første kamp var der turneringsstart-nerver, men dem fik vi smidt i løbet af kampen. Vi ville dog gerne have lavet nogle flere mål.
Artiklen fortsætter under billedet
- I den anden kamp var det noget andet, der spillede os et puds. Vi kom ind til kampen mod Ungarn som favoritter. Det var en ny rolle, som også skabte usikkerhed, men den fik vi også smidt igen, og jeg hæfter mig ved, at vi kommer igen hele tiden.
- I den sidste kamp mod Tjekkiet stod vi med muligheden for at få fire point med over, hvilket vi overhovedet ikke havde regnet med. Her fik vi en dårlig start mod et velspillende hold, hvor alle rammer dagen og ikke laver fejl. Men vi slider på dem i 1. halvleg, og så får vi os arbejdet ind på dem i 2. halvleg.
- Hvad sagde du til dem i pausen?
- At vi skulle undgå at tælle forkert, når de lavede deres overgange. Mand mod mand stod vi godt nok, men det var deres overgange, der voldte os problemer. Derfor kravlede vi lidt længere ned, og det hjalp.
Artiklen fortsætter under billedet
- Så forsvaret har fungeret i fem halvlege?
- Ja, det har været fint. Vi har brugt meget tid på at få implementeret den aggressivitet, mens vi til gengæld ikke har haft tid til at arbejde med en mere defensiv tilgang eller en 5-1-formation. Så det, at vi alligevel mod tjekkerne kunne lave nogle ændringer i aggressiviteten og i højden på forsvaret, var jeg rigtig godt tilfreds med. Det skal pigerne roses for.
- Er det dig, der får signaleret det, eller er det spillerne selv, der siger, at nu må vi hellere træde et skridt eller to tilbage?
- Det er Søren (Herskind, red.) og mig, der dikterer det i pausen, og vi spørger dem, om de er med på den, for nu skal de pludselig til at omstille sig. Det snakkede vi en del om, for de var i tvivl, men så blev vi enige om, at det var det, vi skulle gøre.
- Hvordan fornemmer du, at truppen har det mentalt?
- Som jeg har sagt i lang tid nu. Stemningen i truppen er rigtig, rigtig god.
- Og sejre giver selvtillid?
- Det er der ingen tvivl om.
- Har du overvejet at skifte ud i truppen, inden det går løs i mellemrunden?
- Nej.
- Er der nogen, du specielt vil fremhæve, spillere der har overrasket dig positivt?
- Jeg vil fremhæve dem alle sammen, og især på humør, gejst, udstråling og sammenhold. De har været gode til at bakke hinanden op på kryds og tværs. Der er nogle, der spiller meget, der er nogle, der spiller lidt mindre, og nogen der spiller meget lidt, men der har de været gode til at tage sig af hinanden og passe på hinanden.
- Føler du, at du satser hele butikken, når du sætter en uerfaren Line Haugsted ind på et afgørende tidspunkt eller la Cour, som du gjorde mod Tjekkiet?
Artiklen fortsætter under billedet
- Nej, egentlig ikke. Selv om jeg er sikker på, at Stine Jørgensen, Mette Tranborg og Anne Mette Hansen kan holde til meget, så kan vi ikke bare spille alle kampene helt ud med dem. Det er jeg heller ikke interesseret i.
Vi kan ikke bare skifte ud
- Jeg vil som udgangspunkt gerne have så mange i gang som overhovedet muligt. Jeg synes bare ikke, at de tre kampe, vi har spillet, har givet os den helt klare luft og ro til, at vi bare kan skifte ud på kryds og tværs. Men jeg synes, vi har har fået fordelt det rimeligt, og jeg har ikke været nervøs, når jeg har sat de andre ind. Og den tillid er blevet tilbagebetalt med bravur.
- Og nu gælder det Norge. Har du overvejet at spille med en sweeper for at bremse deres hurtige kontrastød, som især bliver udført af venstrefløjen Camilla Herrem?
- Det kunne man godt. Men der er bare det problem, at vi også skal lave mål. Vi vil se på, hvordan vi rent taktisk får løst det problem, at Herrem dels dækker meget offensivt, og dels at hun også er god til at stikke i kontraerne. Vi må se, om vi kan løse det ved at angribe på en anden måde.
Artiklen fortsætter under billedet
- Hvordan ser du ellers Norges styrke?
- De har et stærkt 6-0-forsvar, som arbejder benhårdt, og det samme gør sig gældende i deres angreb. Deres tre bagspillere kan lægge et ekstremt tryk. De bliver ved og ved. Du kan godt som modstanderhold have momentum og være foran med nogle stykker, men de giver aldrig op. De stoler på det koncept, de kører, og det lønner sig. Det har jeg ekstremt stor respekt for.
Artiklen fortsætter under billedet
- Men afskriver du kampen mod Norge for i stedet at satse på opgørene mod Rusland og Rumænien?
- Slet ikke. Det ligger hverken til mig eller til holdet. Vi har ikke den sikkerhed, der skal være på et hold, før man begynder at sælge kampe og taktisk tænke på, at vi skal være mere friske til den næste kamp.
- Så den får fuld skrald mod Norge?
- Det gør den.
Sandra om spydig norsk veninde: Det, hun mener, er…
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.