Først City, så Red Bull og nu ... Vendsyssel FF

Den nordjyske klub er blevet en del af en international fodboldfamilie - bag købet står flere tidligere FIFA-folk

Vendsyssel tabte sæsonens første kamp 6-0 til Fremad Amager, men der var til gengæld noget at glæde sig over tirsdag, hvor klubbens nye ejere var i Hjørring for at se kampen mod Hobro. Den vandt VFF 3-0. Fra venstre er det Yannick Flavien, Ingo Winther, Ahmet Schaefer, maskotten Børge, Jacob Andersen og Jerome Champagne. Foto: René Schütze
Vendsyssel tabte sæsonens første kamp 6-0 til Fremad Amager, men der var til gengæld noget at glæde sig over tirsdag, hvor klubbens nye ejere var i Hjørring for at se kampen mod Hobro. Den vandt VFF 3-0. Fra venstre er det Yannick Flavien, Ingo Winther, Ahmet Schaefer, maskotten Børge, Jacob Andersen og Jerome Champagne. Foto: René Schütze

Vi har hørt om den arabisk ejede City-gruppe, som har klubber på flere kontinenter. Vi kender Red Bull-gruppen, som også råder over en stribe klubber.

Nu kommer så i mindre målestok Core Sports Capital-gruppen, som har købt Vendsyssel FF, og som også ejer en klub i Frankrig og en mindre del af en klub i Østrig.

Alle tre klubber, Vendsyssel, Clermont Foot i Frankrig og Lustenau i Østrig spiller i næstbedste række, men dermed ikke sagt, at ambitionerne ikke er til at spille Superliga. 

Core Sports Capital, CSC, som hører hjemme i Schweiz, er ikke en kæmpe koncern. Faktisk består den blot af fire personer. Manden med pengene er Ahmet Schaefer. Han er ud af en rig schweizisk bank- og entreprenørfamilie.

Schaefer har været assistent for Sepp Blatter i FIFA. Det var dengang, FIFA var styret af korrupte og grådige banditter, og hvor et uskønt forløb sikrede, at Rusland fik VM i 2018 og at Qatar løb med slutrunden i 2022.

Men der har aldrig været kastet smuds på Schaefer, som forlod FIFA i 2012. 

De øvrige medarbejdere er tyskeren Ingo Winther, som skal finde talenter til alle tre klubber, regnskabsmanden Yannick Flevuin samt Jerome Champagne, hvis rolle er strategi, internationale kontakter og kommunikation.

Champagne har også en fortid i FIFA, og han stillede op til præsidentvalget i 2016, som endte med en sejr til Gianni Infantino. Siden 2017 har Champagne arbejdet tæt sammen med Ahmet Schaefer.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Vendsyssels tidligere direktør, Jacob Andersen, lytter opmærksomt til Jerome Champagne, som er trukket i Vendsyssels farver. Foto: René Schütze
Vendsyssels tidligere direktør, Jacob Andersen, lytter opmærksomt til Jerome Champagne, som er trukket i Vendsyssels farver. Foto: René Schütze
 

Champagne har allerede åbnet forbindelseslinjer til flere fodboldakademier i Afrika og i Vietnam. Talentfabrikker som kan komme CSC og dermed også Vendsyssel til gode.

Til Ekstra Bladet fortæller Champagne, hvorfor CSC er gået efter at overtage mindre klubber. 

– Vi indså hurtigt, at hvis vi købte en midterklub i den franske liga, ville vi være alene i en fodboldverden, som er i ubalance. Tager du den franske liga, er PSG’s budget 25 gange større end Nimes.

– Det ville ikke give mening blot at købe en klub. Vi vil bygge en alliance af klubber, som skal fungere ligesom en alliance af flyselskaber. Vi giver klubberne muligheder, de ikke ville kunne magte selv.

– Frankrig er et stort land, når det kommer til talentudvikling. Vi kiggede også på Tyskland, men der kunne vi ikke købe en klub på grund reglerne om ejerskab. Af forskellige årsager udelukkede vi Italien. 

– I England er klubberne dyre, og du taber en masse penge. Så vi gik efter steder, hvor fodbolden står stærkt, og hvor der er stærke kulturelle traditioner, men også hvor du kan gøre en forskel.

Artiklen fortsætter under billedet...

Champagne med telefonen har med sin fortid i FIFA fodboldkontakter over hele verden. Foto: René Schütze
Champagne med telefonen har med sin fortid i FIFA fodboldkontakter over hele verden. Foto: René Schütze
 

– Frankrig var nummer et, og vi købte i marts 2019 Clermont Foot. I Østrig fandt vi Austria Lustenau, som er placeret på grænsen til Schweiz. Det er en sund klub. I Lustenau er vi minoritetsaktionærer, men vi støtter med administration og sportsmanagement.

– Vi ønskede en klub mere og var hurtigt overbeviste om, at Danmark var det rigtige valg. Danmark har stærke fodboldtraditioner og her undersøgte vi seks klubber. På et tidspunkt kom vi kontakt med Jacob Andersen fra Vendsyssel. Han var i Lyon for at se sin søn, Joachim, spille, og vi fik sat et møde i stand.

– Vi besøgte stedet, og vi var begejstrede. I det nordlige Jylland er folk hårdtarbejdende, kreative og intelligente. Der er ganske vist kun 50 kilometer til den store konkurrent i Aalborg, men området omkring Hjørring rummer godt 200.000 indbyggere. Der er et stort potentiale.

– Vendsyssel har spillet i Superligaen. Klubbens faciliteter er fantastiske. Der er god opbakning fra kommunen og erhvervslivet. Vi blev hurtigt enige om, at det var den rigtige klub.

– Vi køber ikke klubber, hvor vi skal ændre på tingene. For så har vi valgt forkert. Men vi tilfører ekspertise. For eksempel Ingo Winther som samarbejder med talentspejderne fra de tre klubber.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Ingo Winther, med en fortid i blandt andet Kaiserslautern, skal finde talenter til de tre klubber. Foto: René Schütze
Ingo Winther, med en fortid i blandt andet Kaiserslautern, skal finde talenter til de tre klubber. Foto: René Schütze
 

– De tre klubber skal have samme spillestil, så vi lettere kan flytte rundt på spillerne. Vi har allerede fire unge spillere fra Clermont, som er udlånt til Lustenau.

– De klubber, vi har købt og investeret i, er i økonomisk balance. Balancen opnås ved at sælge en spiller eller to om året. I Vendsyssel har de den 17-årige Martin Dong, som har et stort udviklingspotentiale.

– Men vi har også sportslige ambitioner. Jeg siger ikke, at vi spiller i Superligaen om et år eller to, for vi er også ydmyge. Men det er målet, siger Jerome Champagne.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Tilfreds sælger

I Hjørring er Vendsyssels tidligere formand, Jacob Andersen en tilfreds mand. Han har ikke smidt tøjlerne helt, men han er trådt en skridt tilbage.

CSC har købt 90 procent at aktierne i Vendsyssel FF, og det er til en fornuftig pris. Set fra sælgers synspunkt.

– Vi har fået vores penge tilbage og lidt til. Vi er godt tilfredse. Også med de nye ejere. Det er svært at drive en klub som Vendsyssel på fuldtidsbasis. Derfor overvejede vi, hvad der skulle til, og hvilke typer vi kunne tænke os at sælge til.

– Vi havde to andre bejlere, men da vi tjekkede CSC, kunne vi se, at de har den know how, der skal til. De har en mission, og de beskæftiger sig kun med fodbold.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Der var jubel blandt ejerne, da Hobro fik en på hatten. Foto: René Schütze
Der var jubel blandt ejerne, da Hobro fik en på hatten. Foto: René Schütze
 

– Vi vil gerne i Superligaen igen, men vi skal også være tålmodige. Nu kan vi udvikle klubben og spillerne. Blandt andet ved at udveksle spillere mellem de tre klubber. Og der er flere samarbejdspartnere på vej.

– Vendsyssel bliver dog ikke en klub med udelukkende udenlandske spillere. Det er en del af aftalen, at vores trup skal bestå af mindst to-tredjedele danske og skandinaviske spillere, siger Jacob Andersen.

En anden del af aftalen er, at Jacob Andersen har bundet sig til at blive siddende tre år i bestyrelsen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Her er de nye venner

Clermont Foot 63 - Frankrig

Klubben har aldrig spillet i den bedste franske række. Til gengæld er det et solidt hold i Ligue 2. Clermont har en sund økonomi, og det forlyder i den franske presse, at CSC købte klubben for omkring 30 millioner kroner. Efter overtagelsen har Clermont lavet sit største salg nogensinde. Angriberen Adrian Grbic blev i sommer solgt til FC Lorient for 62 millioner kroner. Målet er, at Clermont Foot skal spille i Ligue 1 inden for de næste tre-fire år.

SC Austria Lustenau - Østrig

Her er CSC mindretalsaktionær. I følge østrigske medier har Ahmet Schaefer investeret godt to millioner kroner i klubben. Holdet spiller i den næstbedste række, men er to gange inden for de sidste 10 år nået frem til den østrigske pokalfinale. Begge gange blev det dog til klare nederlag.

PVF Academy - Vietnam

Akademiet, med 200 talenter, ejes af Vietnams rigeste mand, Pham Nhat Vuong, mens den sportslige ledelse er lagt i hænderne på franske Philippe Troussier. Han har tidligere været træner for Marseille og landsholdene i Sydafrika og Japan. Vietnam har en ambition at deltage ved VM i 2026, men har brug for at kunne udvikle spillerne i udlandet. Derfor har akademiets ejer købt FK Sarajevo og indgået en samarbejdsaftale med Clermont Foot og CSC.

Katumbi Football Academy - Congo

Sidste år lavede Ahmet Schaefer en samarbejdsaftale med akademiet, som er en del af den afrikanske storklub, TP Mazembe. En klub som flere gange har vundet den afrikanske udgave af Champions League. Hele molevitten ejes af den voldsomt rige forretningsmand, Moise Katumbi, som flere gange har måtte søge i landflygtighed på grund af kontroverser med Congos regering. 

JS Kabylie - Algeriet

Ligeledes sidste år indgik Ahmet Schaefer en partnerskabsaftale med den algierske storklub, JS Kabylie, som også råder over et akademi. Det er Jerome Champagne, der har knyttet båndet mellem CSC og JS Kabylie, hvor den kontroversielle præsident Cherif Mellal ofte stjæler overskrifterne ved at rode sig ud i retssager. 

Landsholdet har knælet. Det kan OL-atleterne måske også komme til. Foto: Lars Poulsen Sport Danske atleter kan knæle ved OL

Jetset-præsidenten Gianni Infantino lander i Entebbe-lufthavnen Uganda i februar 2017 i et privat jet fra Qatar Executive. I baggrunden ses hans vicegeneralsekretær, Mattias Grafström. Foto: Isaac Kasamani/Ritzau Scanpix. Sport Jetset-præsidenten snydt

Champions League-drømmen er intakt efter en overdådig anden halvleg mod Young Boys, Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fodbold FCM sigter højt: Kun Champions League tæller

10 kommentarer
Vis kommentarer