Første gang nogensinde: Nægtede at lade sig teste - men slap for straf

Briten Ryan Bailey nægtede at lade sig dopingteste, da han frygtede, at nogen havde lokket ham til at drikke vand med ulovlige stoffer. Den forklaring sparede ham for en langvarig dopingkarantæne

Ryan Bailey (th) i kamp for Warrington Wolves i juni 2016. Foto: Magi Haroun/REX.
Ryan Bailey (th) i kamp for Warrington Wolves i juni 2016. Foto: Magi Haroun/REX.

I noget, der minder om et panikanfald, nægtede den britiske rugbyspiller Ryan Bailey i maj sidste år at lade sig dopingteste, da han efter en træning blev opsøgt af antidopingmyndighederne.

Atleter, der ’undgår, nægter eller undlader’ at aflevere en dopingprøve på forlangende, er normalt selvskrevne til dopingkarantæne, men Bailey er sluppet ud af sin knibe ved at påstå, at han frygtede, at han inden testen var blevet lokket til at drikke doping-forurenet vand.

Det skriver BBC, som konstaterer, at det er første gang nogensinde, at en atlet er sluppet for straf for at nægte at lade sig teste.

Der er i sagen intet, der taler for, at det vand, som Bailey fik tilbudt før dopingkontrollen, var forurenet. Bailey blev dog nervøs, da han mente, at den flaske, han drak af, ikke var forseglet. Han mente desuden, at en for ham ukendt person havde stukket ham flasken i hånden, da han forlod træningsbanen.

Da det var en meget varm dag, skyllede han hurtigt vandet ned, og først da fik han betænkeligheder og nægtede altså at lade sig teste. Kendsgerningen er imidlertid, fastslår det britiske antidoping-panel NAPD, at han blev tilbudt en flaske vand af en dopingkontrollør, som tydeligt gav sig til kende.

NAPD konkluderer i sin omfangsrige rapport om sagen, at Bailey på grund af ’helt usædvanlige omstændigheder’ ikke kan straffes for at nægte at lade sig teste. Årsagen er, at han ganske enkelt var ude af stand til at forstå konsekvensen af sin handling.

NAPD har bedt flere eksperter udi psykologi vurdere sagen, og konklusionen er, at Bailey udmærket forstod, at han var ved at blive dopingtestet. Mentalt gik han dog helt i baglås, da den irrationelle tanke havde sat sig fast i hans hoved, at nogen havde listet et ulovligt stof i ham.

’På grund af de helt usædvanlige omstændigheder i hans sag bærer hr. Bailey ingen skyld eller uagtsomhed, hvorfor den ellers gældende udelukkelsesperiode er ophævet’, lyder det i NAPD’s afgørelse.

BBC skriver, at Bailey tidligere offentligt har fortalt om sin kamp med depression. Med til historien hører, at Bailey få dage efter det fejlslagne testforsøg blev testet uden problemer, og at denne test var negativ.

33-årige Ryan Bailey har spillet adskillige landskampe for England og er nu professionel i Toronto Wolfpack i den canadiske liga. Han har spillet hovedparten af sin karriere i Leeds Rhinos.

Se også: Sumo-stjerne overfaldt kollega med fjernbetjening: Nu er han færdig

Tonya Harding kommer i et interview med ABC med nye indrømmelser om overfaldet på Nancy Kerrigan i 1994. Arkivfoto: imago/Kosecki/All Over Press Anden sport - 3. jan. 2018 - kl. 14:03 24 år efter vanvittigt overfald: Nu indrømmer forhadt stjerne endelig

Se også: Rugby-talent dræbt i trafikulykke

11 kommentarer
Vis kommentarer