10 ting, du bør vide om Formel 1 i Melbourne

Kevin Magnussen er tilbage i McLaren-raceren i Australien, hvor han præsterede Formel 1-karrierens bedste resultat

Formel 1-sæsonen begynder i Albert Park i Melbourne-forstaden St. Kilda. (Foto: Jan Sommer)
Formel 1-sæsonen begynder i Albert Park i Melbourne-forstaden St. Kilda. (Foto: Jan Sommer)

Tricky start
Albert Park i Melbourne-forstaden St. Kilda er en midlertidig racerbane rundt om en sø, og en tricky start på sæsonen – især under fredagens træning. Her er racerlinjen ’grøn’ og glat, før banen er kørt til. Banen er meget start-stop og sætter store krav til bremserne.

Kevin Magnussen på såkaldt trackwalk rundt på den midlertidige racerbane i Albert Park. (Foto: Jan Sommer)
Kevin Magnussen på såkaldt trackwalk rundt på den midlertidige racerbane i Albert Park. (Foto: Jan Sommer)
 

Australiens ældste motorløb
Historien bag Australiens Grand Prix begynder i 1928, hvilket gør det til landets ældste motorløb. 79 gange har det været afholdt og siden 1985 med status som Formel 1-løb. Adelaide lagde først asfalt til Formel 1-racerne, men i 1996 flyttede løbet til Melbourne, hvor det med to undtagelser har været kalenderens første løb. I øjeblikket prøver at Sydney at stjæle grandprixet, da kontrakten med Melbourne er til genforhandling.

McLarens stolte traditioner
Kevin Magnussens team har gode minder fra Australien, hvor det er mest vindende med 11 sejre i Formel 1-æraen – fordelt med fem sejre i Adelaide og seks sejre i Melbourne.

Vejret er en faktor
For nordeuropæere er efterår i Melbourne et kærligt gensyn med solen, og vejret i marts minder mest af alt om dansk sommer. Men temperaturerne kan stadig svinge 10-15 grader, ligesom pludselige regnskyl kan drille Formel 1-holdene. I fjor blev kvalifikationen eksempelvis kørt i våde forhold. Vejrudsigten lover – indtil videre – tørvejr.

To stop er optimalt
Til løbet i Melbourne medbringer Pirelli sin soft- (gule) og medium-dæk (hvide). Sidste år var den vindende strategi to pitstop (soft, soft, medium), hvilket også Kevin Magnussen benyttede sig af. Dækleverandøren forventer desuden omgangstider op til to sekunder hurtigere end i fjor.

De australske Formel 1-fans er legendarisk entusiastiske. (Foto: Jan Sommer)
De australske Formel 1-fans er legendarisk entusiastiske. (Foto: Jan Sommer)
 

Et ægte tilskuerhit
Krisen kradser flere steder i Formel 1, men løbet er noget, man bakker op om i Melbourne, og så er det velorganiseret. Eksempelvis kan de godt 300.000 tilskuere henover grandprixet gratis tage sporvognen til Albert Park. Og så er australierne bare et sportselskende folkefærd - grandprixet kan dog ikke helt måle sig med hesteløbet Melbourne Cup, som naturligvis er gjort til lokal helligdag.

Mercedes holder pressemøde - teamchef Toto Wolff omgivet af Nico Rosberg og Lewis Hamilton. (Foto: Jan Sommer)
Mercedes holder pressemøde - teamchef Toto Wolff omgivet af Nico Rosberg og Lewis Hamilton. (Foto: Jan Sommer)
 

Kørerne elsker Australien
Når kørerne siger pæne ting om eksempelvis Shanghai, er det kun fordi, de forventes at gøre det. Om Melbourne mener de det. Som sæsonåbner og på grund af 11 timers tidsforskel til Storbritannien ankommer de tidligere end til noget andet løb og har mulighed for at nyde byens afslappede stemning. Og så har de fleste debuteret i Formel 1 her.

Komplet uforudsigeligt
Trods de mange pæne ord om grandprixet er det traditionelt fuldstændigt uforudsigeligt og siger ikke nødvendigvis det store om sæsonens rangorden – se blot på McLarens resultater i fjor og hvordan det gik dem i de følgende løb. Teamsene er kun lige færdige med forsæsonens test, og bane-layoutets krav til raceren anderledes end de fleste andre løb i kalenderen.

Fredag brugte Daniel Ricciardo en halv time på at skrive autografer, da han ankom til banen. Det er bare god stil. (Foto: Jan Sommer)
Fredag brugte Daniel Ricciardo en halv time på at skrive autografer, da han ankom til banen. Det er bare god stil. (Foto: Jan Sommer)
 

Ricciardo er helten
Hvis nogen skulle være i tvivl, så er Red Bulls Daniel Ricciardo de lokales favorit – australierne bakker op om deres egne. Han har noget at revanchere efter sidste års skuffelse, hvor han tabte sin andenplads til Kevin Magnussen på grund af en teknikalitet med forkert brug af en brændstofsmåler.

Bernd kommer på banen
Sandsynligheden for, at føreren af Formel 1’s safety car Bernd Maylander kommer på banen er høj. Seks af de seneste syv grandprixer i Australien har været afbrudt af safety car – inklusiv i fjor. Da Jenson Button vandt i 2009, sluttede løbet sågar bag den.

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere