De morgenfriske blev belønnet med et handlingsmættet Australiens Grand Prix, der bød på tre safetycars, tre røde flag, tre stående starter og en enkelt rullende!
Ingredienser, som skal til for at skabe spænding og overraskelser på en bane som Albert Park. Men som også vil skabe debat efterfølgende, for afslutningen var gennemført vanvittig.
Kun 12 biler gennemførte actionbraget!
Foran 444.631 tilskuere henover fire dage - rekord - var Max Verstappen på vej til endnu en dominerende sejr for Red Bull.
Med få omgange igen snittede Kevin Magnussen væggen med sit baghjul og udgik. Her startede vanviddet for alvor.
Hans ødelagte fælg udløste løbets andet - og for mange kørere unødvendige - røde flag.
Racekontrollen valgte en stående start for underholdnings skyld.
Fire biler udgik alene her heriblandt de to Alpine, som kørte hinanden af.
Ferraris Carlos Sainz kørte sin landsmand Fernando Alonso af og fik fem sekunders straf, hvilket sendte ham fra fjerdepladsen og ud af pointene.
Da røgen havde lagt sig, stod Max Verstappen øverst på podiet med Lewis Hamilton (Mercedes) og Fernando Alonso (Aston Martin) på følgende placeringer.
Nico Hülkenberg scorede en syvendeplads og seks vigtige point til Haas i konstruktør-VM, som overhaler Alfa Romeo i stillingen.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Teamet ligger dog stadig syver, da McLaren scorede point med begge biler og overhaler dem.
Desværre for Kevin Magnussen var han et af ofrene for løbets første - og ligeledes kontroversielle - røde flag, så danskeren var aldrig i spil til point.
Begge Mercedes fik en drømmestart og overhalede Max Verstappen. Lidt længere bagude var Ferraris Charles Leclerc for ivrig og kørte sig selv i gruset.
Det sendte en safetycar på banen og udløste løbets første pitstop-runde.
Sidste år i Melbourne kørte Williams’ Alexander Albon samtlige omgange pånær en på samme sæt dæk. Både Alpine og Alfa Romeo så straks deres snit til et billigt stop og forsøg på samme strategi.
Albert Park er notorisk svær at overhale på, så positionen på banen er alfa og omega.
På syvende omgang mistede Alexander Albon kontrollen over sin Williams og sendte den i væggen, hvilket udløste endnu en safetycar.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Denne gang valgte Mercedes at pitte George Russell fra føring af løbet, Ferrari pittede Carlos Sainz, mens Haas ganske forståeligt splittede sin strategi, så Kevin Magnussen fra 11. position fik friske dæk på, mens man beholdt Nico Hülkenberg ude på banen.
Strategien blev kostbar for den trio, da løbskontrollen lidt senere valgte at afbryde løbet for at kunne rydde op. Det røde flag gav gratis dækskifte i pitlane til resten af feltet.
- Undskyld, George. Det ødelagde alt for os, sagde Toto Wolff over radioen til sin kører.
- Det er okay. God beslutning, svarede briten.
Samme dialog kunne man have haft hos Haas.
George Russell udgik senere med en motorfejl, og Lewis Hamilton var forsvarsløs over for Max Verstappen. Men Mercedes var næstbedste team i Australien, før det hele endte i rent kaos.
Ralf Schumacher har på ingen måder tilgivet, at hans nevø blev fyret hos Haas - læs her om den fortsatte ballade
SE OGSÅ: Watt: - Det bliver lidt usmageligt