Årets vildeste crash: Optur for Kevin og Haas

Motorproblemer hos rivalerne og en solid præstation af Kevin Magnussen udløste point til både ham og teamkammeraten Romain Grosjean i årets sidste race

ABU DHABI (Ekstra Bladet): Yas Marina Circuit byder normalt på temmelig kedelig racerløb, men der skulle ikke engang gå en omgang, før sæsonafslutningen bød på årets vildeste crash.

Mere dramatisk end Fernando Alonso og Charles Leclercs ellers temmelig voldsomme sammenstød i Belgien.

- Få mig ud. Der er ild! råbte en panisk Nico Hülkenberg, da tyskeren via Romain Grosjeans Haas-racer slog en saltomortale ud i barrieren.

Tyskeren kunne dog takke sig selv for crashet ved at lukke sin franske rival ind mod en kerb - dommerne lod den da også fare.

- Jeg er meget ked af det på hans vegne, men jeg kunne ikke køre nogen steder hen, sagde Grosjean over radioen.

Det blev starten på et begivenhedsrigt grandprix, hvor motorproblemer hos konkurrenterne betød, at Haas kunne slutte sæsonen af med begge racere i pointene for femte gang i år.

Romain Grosjean vekslede sin startposition som syver til en niendeplads, mens Kevin Magnussen avancerede tre placeringer til 10. pladsen. Franskmanden kørte rundt i en halvsmadret racer, så det var en præstation i sig selv.

De 56 point og en samlet niendeplads i konstruktør-VM er dermed i hvert fald på papiret danskerens bedste F1-sæson.

Fernando Alonso siger farvel til Formel 1 efter denne sæson, og det blev ikke uden en lille dans med hans danske rival.


Til allersidst skulle Alonso afvises. Da McLaren-garagen opildnede ham til at jagte Magnussen og det ene point, svarede superstjernen temmelig arrogant, at han havde 1800 point, så et enkelt ville ikke gøre nogen forskel.

I praksis ville det dog have bragt ham fra 1899 F1-point i karrieren til 1900 …

Spanieren forsøgte sig dog så hårdt, at han skar et hjørne og pådrog sig fem sekunders straf.    

Fra start så det eller ikke lovende ud for Magnussen. Han blev klemt på første omgang og mistede et par placeringer. Fra sin 13. plads forsøgte han og Haas-teamet en alternativ strategi med et meget langt første stint på supersoft.

Det lykkedes, men det var motorproblemerne, som sikrede pointet.

Kimi Räikkönen sluttede sin Ferrari-karriere efter allerede seks omgange på grund af motorproblemer. Samme skæbne overgik Marcus Ericsson i svenskeren sidste F1-grandprix, før karrieren fortsætter i Indycar.

Både Pierre Gasly og Esteban Ocon udgik også på grund af motoren.

Mercedes’ Valtteri Bottas havde heller ikke noget stort løb. Han måtte nøjes med femtepladsen med begge Red Bull foran sig, så Max Verstappen overhaler ham i VM-stillingen og slutter firer.

Lewis Hamilton vandt en forholdsvis nem sejr fra pole-position, hvilket betyder, at han har vundet 51 gange i de 100 grandprixer, der er kørt, siden V6-hybridmotorerne blev indført …

Sport og Spil Adios Alonso: Farvel til divaen, guden og Kevins nemesis

Sport og Spil Mød Haas-mekanikerne: 'Kevin er en af drengene'

Red Bulls Max Verstappen gik hårdt til Esteban Ocon efter Brasiliens Grand Prix. Foto: ritzau scanpix Sport og Spil På kollisionskurs: F1's nye arvefjender

McLaren har været på afveje siden 2013-sæsonen. Foto: AP Sport og Spil Hvor dybt falder de? F1-giganter på afveje

Lawrence Stroll har gjort sønnens karriere til sin hobby. Han har dog altid været interesseret i hestekræfter og samler blandt andet på Ferrarier. Foto: Jan Sommer Sport og Spil Fem milliardær-sønners F1-fordel: Ingen kvaler - far betaler

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen