BUDAPEST (Ekstra Bladet): Regnen truede i prognoserne. Regnen væltede ned først på dagen over Hungaroring og under den tredje træning. Men regnen udeblev, da startplaceringerne til Ungarns Grand Prix skulle uddeles.
Det var en skam for Kevin Magnussen og Haas, som, når det var tørt, aldrig for alvor var konkurrencedygtige i Ungarn.
Danskeren kvalificerede sig nummer 13 og Mick Schumacher nummer 15. Hvorvidt den opdaterede Haas fungerer efter hensigten, er dog for tidligt at udtale sig om.
Men det helt store chok kom i Q3, som udløste et brøl i paddocken.
Mercedes har i år været helt væk fra brættet sammenlignet med de seneste otte sæsoner og i bedste fald kun været treere efter Ferrari og Red Bull.
Lørdag eftermiddag på Hungaroring scorede George Russell imidlertid karrierens første pole-position - næsten otte tiendedele bedre end teamkammeraten Lewis Hamilton, hvis DRS-vinge fejlede på sidste omgang.
Ferrari-duoen Carlos Sainz Jr. og Charles Leclerc fulgte på de følgende pladser med Lando Norris (McLaren) som sidste mand i anden startrække.
Max Verstappen fik motorproblemer og kvalificerede sig kun 10’er, mens Red Bull-teamkammeraten Sergio Pérez skuffende blev knockoutet som 11’er.
Først fik mexicaneren en tid slettet for at have været uden for banen, så fik han den tilbage igen, og til sidst gav han Kevin Magnussen skylden for at have misset Q3.
- Magnussen! Jeg blev blokeret af Magnussen, sagde han over radioen.
Langsomme gengivelser viste, at danskeren trak ind til venstre, da Pérez kom bagfra, men måske blev Red Bull-kørerens indgang til svinget kompromitteret.
Han mente, at det kostede ham to tiendedele, mens Magnussen - da Ekstra Bladet talte med ham - sagde, at han fik beskeden meget sent og straks nærmest smed sin bil ud i græsset.
I skrivende stund har dommerne ikke reageret på episoden.
Torsdag annoncerede Sebastian Vettel sit karrierestop efter denne sæson. Aston Martin-projektet har ikke leveret den sportslige succes, den firedobbelte verdensmester drømte om.
Der var ikke meget oprejsning lørdag. Han starter 18’er, mens teamkammeraten Lance Stroll kun lige sneg sig videre til Q2.
For Alpha Tauri var Q1 også en kæmpe skuffelse. Teamet er blevet overhalet af Haas i konstruktør-VM og står nærmest stille.
Begge kørere røg ud i første runde sammen med Williams-duoen. Pierre Gasly ærgrer sig ekstra, fordi han var en af mange til at få sin bedste omgang slettet, fordi han var uden for banens grænser.
Kevin Magnussen position på Haas-teamet som ledelsens favorit bliver understreget i disse dage. Læs hele historien om spillet i kulissen
Fik du læst?
Vettels afskedsalut: Tag Schumacher
Alvorens time: Haas til eksamen