SINGAPORE (Ekstra Bladet): I praksis og trods millioner kastet efter udvikling, er Haas-raceren ikke blevet en tøddel hurtigere siden årets første løb.
Så kører man baglæns i moderne Formel 1, hvilket kvalifikationen til Singapores grandprix blev endnu et bevis på for det amerikanske team.
Kevin Magnussen fik det maksimale ud af situationen med en 15. plads. Tre placeringer foran sin teamkammerat, men med næsten et sekund op til nærmeste rival.
Med andre ord en evighed.
Hjulpet af andres regelbrud starter han imidlertid søndagens grandprix som 13’er eller 14’er.
Ergo afskriver den danske Formel 1-kører på ingen måde chancen for point på forhånd. Heller ikke selv om Haas’ fart under fredagens løbssimulation så temmelig langsom ud.
- Løbsfart? Jeg ved det ikke. Men held og lykke med at komme forbi mig på den her bane, siger Kevin Magnussen.
Advarsel hermed udstedt til de håbefulde, som forsøger sig mellem Singapores ubarmhjertige mure.
- Jeg håber på en safetycar og prøver at snuppe et par placeringer i starten. Det er muligheden, siger han.
Teamet er så meget rundt på gulvet, at de efter den skrækkelige fredag igen besluttede at sætte Romain Grosjean tilbage i årets første bil påmonteret den seneste frontvinge.
Resultatet er ikke videre opløftende. Ganske vist var danskeren hurtigere under tidtagning, men det har lige så meget at gøre med, at der ikke var tid til at sætte den anden ordentligt op.
- Igen denne weekend ser vi, at der IKKE er mere downforce på den nye bil. Sådan burde det være, men det er ikke tilfældet. Faktisk føles den gamle bil bedre og mere stabil, siger Kevin Magnussen.
Eller sådan lyder Romain Grosjeans feedback.
- Jeg har ikke prøvet den endnu; jeg ville gerne, men vi er nødt til at gøre, hvad der er bedst for udviklingen og fremtiden i stedet for mine personlige interesser som kører.
Først fra det kommende løb i Rusland er der produceret dele nok til, at danskeren også kan vende tilbage til en hybridversion af den gamle bil.
Selv om en 15. plads under tidtagning ikke lyder af meget, når man som Kevin Magnussen tidligere i år har sluttet lørdagen så højt som femmer, var han ganske godt tilfreds.
- Helt ærligt forventede vi ikke at komme ud af Q1, så det var godt, at det lykkes. Det var en af de dage, hvor man føler, at vi har fået det maksimale ud af det. Hvor holdet kæmper, som var det om pole-position, selv om det kun er for at nå Q2. Det er det opløftende og giver dig motivation, siger han.
Teamchef Günther Steiner er af samme overbevisning:
- Dagens resultat var uheldigvis ingen overraskelse. Faktisk synes jeg, at Kevin gjorde det godt for at nå Q2.
Kevin reddede dagen: Totalt Haas-flop afværget
Risikerer alt: Højt spil i F1's stoleleg
Hülkenbergs Haas-flirt: - Jeg er ikke desperat
Grosjean i tvivl: Overvejede karriere-stop