Advokatbrev lækket: Haas-ultimatum om fyring

Topchefen William Storey skal fjernes, hvis samarbejdet mellem Haas og Rich Energy skal fortsætte. Teamet tvivler på, at det juridisk er muligt

Så glade var de i februar i London til lanceringen af Haas-teamets nye farver. Foto: Haas F1 Team
Så glade var de i februar i London til lanceringen af Haas-teamets nye farver. Foto: Haas F1 Team

SILVERSTONE (Ekstra Bladet): Sæbeoperaen Rich Energy Haas F1 Team fortsætter med uformindsket styrke.

Energidrikkens investorer slås indbyrdes og en gruppe forsøger at komme af med frontmanden William Storey.

Hvilket er et ultimativt krav fra Haas, hvis sponsoratet skal fortsætte. 

Det viser en skrivelse fra Haas’ advokat til en af investorerne i Rich Energy lækket til offentligheden via energidrikkens Twitter-konto. Den kontrolleres af William Storey og blev også brugt til at ‘opsige’ sponsoratet med Haas to døgn tidligere på grund af manglende resultater, om end selve firmaet fredag hævdede, at Storey agerer på egen hånd uden et flertal bag sig. 

Brevet er ifølge Ekstra Bladets oplysninger ægte.

Det åbner for muligheden for at forsætte samarbejdet, hvis William Storey bliver fjernet fra sin stilling permanent.

- Vi kan forstå, at du forsøger at tage kontrollen af firmaet væk fra hr. Storey, den nuværende CEO. Hvis det lykkes, vil vores klient (Haas, red.) med glæde og uden fordomme tale med dig, men de ønsker tydelig og utvetydige beviser for, at hr. Storey er blevet fjernet som direktør for firmaet og en ny CEO lovformligt er udnævnt i stedet, lyder det i brevet.

Hvilket er nemmere sagt end gjort.

Haas’ advokat tvivler på, at det lader sig gøre efter nærmere undersøgelser i det britiske svar på Selskabsstyrelsen.

- (…) vi kan ikke helt forstå, hvordan du vil være i stand til vriste kontrollen af selskabet væk fra hr. Storey, lyder det

William Storey var da også på sociale medier tidligere, hvor han hævdede, at mindretallets 'kupforsøg' var mislykkes, og at han kontrollerede firmaet med de største aktionærers støtte.  

Günther Steiner har tidligere udtalt, at teamet har fået sine penge - eller i hvert fald en god portion af dem - men Haas’ advokat stiller også spørgsmålstegn ved, om Rich Energy har midlerne til at fortsætte den flerårige aftale, efter firmaet for nyligt tabte retten til sit logo, fordi det var en kopi.

- Ydermere er der et krav om skadeserstatning for brud på copyright i forhold til logoet, så vores klienter har med rette bekymring om firmaets solvens og fortsatte drift, lyder det.

Fredag spurgte Ekstra Bladet Günther Steiner, hvorvidt sagen ville få konsekvenser for sponsoratet resten af sæsonen.

- Jeg ved det ikke. Det kan jeg ikke svare på. Vi har en kommerciel aftale, hvor jeg ikke ønsker at gå ned i detaljen, sagde Haas-teamchefen.

Se også: Forlegen Haas-sponsor: - Meget beklageligt

Se også: Sandheden om Haas-farcen: Kontroversiel topchef fyret

Formel 1 - 12. jul. 2019 - kl. 08:16 'Grufuld' Haas-fart får konsekvens: Drastisk ændring

 

23 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere