Afslørende tal: Magnussen forgyldte Renault til 'elevløn'

Et stor og anerkendt motorsportssite afslører, hvor mange præmiepenge de forskellige Formel 1-teams vandt sidste år. Her fremgår det desuden, at Kevin Magnussen vandt kassen til Renault

Kevin Magnussen var en rigtig god forretning for Renault i 2016. Her tjente danskeren kassen ind til franskmændene. Foto: All Over Press.
Kevin Magnussen var en rigtig god forretning for Renault i 2016. Her tjente danskeren kassen ind til franskmændene. Foto: All Over Press.

Det koster den helt store kiste med sørøver-guld fra de syv verdenshave at køre med i Formel 1-feltet. Bare spørg Kevin Magnussen, som heldigvis har Bestseller-bossen Anders Holck Povlsen som sin største støtte økonomisk.

Friske tal fra motorsport.com viser dog, at der også er ret gode grunker at hente på at køre med i Formel 1.

I 2016-sæsonen af Formel 1 blev der udbetalt 6,4 milliarder kroner i premiepenge fordelt på de ti teams i feltet. De mange milliarder fordeles efter et kompliceret princip, hvor for eksempel Ferrari forgyldes for at have været med i Formel 1 i flest år og for at hive flest fans til sporten.

Samtlige teams modtager blandt andet præmiepenge efter, hvor mange point kørerne har vundet for deres teams. 

Her afslører motorsport.com, at de syv point Kevin Magnussen kørte hjem til Renault i alt gav 95 millioner kroner lige ned i franskmændenes kasse. Palmers ene point gav teamet 14 millioner kroner. Altså scorede de alt 109 millioner på den konto.

De mange penge, som Kevin vandt til Renaults bugnende team-kasse virker som en god forretning for franskmændene med tanke på den lave løn, de betalte danskeren sidste år. 

Her brokker Kevin sig over tidsstraf i Sochi:

Lav 'elevløn' til Kevin
Magnussen fik 'kun' 900.000 dollars, svarende til 6,1 millioner kroner, i løn for 2016-sæsonen. Lidt af en 'elevløn' for danskeren. Han har altså til fulde været sin gage værd.

I alt fik Renault 353 millioner af de i alt 6,4 milliarder, som blev uddelt i præmiepenge.

Hvert eneste hold - minus Haas - får 244 millioner kroner, der er en form for startbonus, mens de resterende 109 millioner til Renault kom som følge af de point, primært Magnussen, men altså også Palmer, kørte hjem til teamet.

Årsagen til at Magnussens nuværende team, Haas, ikke modtog startbonussen på de 244 millioner kroner er, at amerikanerne ikke har været med i Formel 1 i to år.

Den tidligere Formel 1-boss Bernie Ecclestone formulerer den del lidt anderledes.

- De får ingen præmiepenge i år. De bad selv om at komme ind i Formel 1, ingen spurgte dem, sagde han til Forbes.

Ifølge motorsport.com modtager Ferrari 1,25 milliarder af det samlede præmiepengebeløb på 6,4 milliarder. Mercedes, der sidste år vandt verdensmesterskabet både for kørere og konstruktører, fik 1,16 milliarder kroner, Red Bull modtog 1,1 milliarder kroner, mens resten af holdene måtte deles om de sidste kroner og ører.

Her taler Magnussen ud om tidsstraf i Sochi:

Her crasher Kevins teamkammerat med Renault-kører:

 

18 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere