Det ventes at være et spørgsmål om kort tid, før Nico Hülkenberg bliver offentliggjort som ny Renault-kører.
Rygterne har sviret i de seneste uger, og på dagen, hvor Kevin Magnussens forlængede option med det franske team står til at udløbe, bringer tyske Sport Bild så en grundig gennemgang af kontrakten, som Hülkenberg menes at score med danskerens nuværende arbejdsgiver.
En særdeles lukrativ aftale, der som udgangspunkt gælder for de kommende to år – med option på en etårig forlængelse, så den i så fald vil udløbe 2020.
Ifølge det tyske medie vil partnerskabet indbringe den nuværende Force India-kører op mod sammenlagt 20 mio. euro (ca. 149 mio. kroner), hvis han bliver hos franskmændene alle tre år. I det beløb er indlagt såkaldte præstations-bonusser, såfremt Hülkenberg sikrer sig point og podieplaceringer.
Sport Bild skriver, at der er tale om en aftale, hvor udbetalingen til Hülkenberg stiger gradvist år for år, hvorfor tyskeren det første år vil indkassere 4,5 mio. euro (ca. 33 mio. kr.), mens han den følgende sæson kan se frem til en hyre på 5,4 mio. euro (ca. 40. mio. kr.). Benyttes optionen, vil lønnen så stige med yderligere syv millioner kroner.
Artiklen fortsætter under billedet...
Slået af konkurrenten
For Hülkenberg menes skiftet ikke kun at være fordelagtigt i finansielt format. Sport Bild angiver således fire specifikke årsager til, at tyskeren har set ræson i at drage til Renault.
Dels er der det sportslige aspekt. Hos Force India er Hülkenberg gang på gang blevet den lille i duellen mod teamkammeraten Sergio Perez. Mexicaneren har for længst reduceret sin tyske kollega til sekundant og fører da også denne sæsons regnskab i VM-tabellen med 80 point mod 54.
Hos Renault vil Hülkenberg få mulighed for at viske tavlen ren. Han kan meget se vel frem til at danne kørerduo med det unge og knap så erfarne Mercedes-talent Esteban Ocon, som i anden halvdel af denne sæson har ageret lejesvend hos Manor.
Bliver det hold-sammensætningen hos Renault, vil den 29-årige tysker have gode chancer for at etablere sig øverst i hierarkiet.
Ydermere mener Auto Bild at vide, at det kan være en bevæggrund, at den tidligere tekniske chef hos Ferrari, James Allison, sandsynligvis vender tilbage til Renault, som han var en succesrig part af fra 2005-2013 (først Renault, senere Lotus, red.).
Inden da var han ansat hos det italienske team, hvor han var en afgørende støtte til Michael Schumacher, der i Allisons tid hos Ferrari tog fem VM-titler på stribe fra 2000-2004. Udsigten til samarbejdet med denne kapacitet kan meget vel have lokket Hülkenberg.
Og så vil en aftale med det franske team tilmed skabe sikkerhed omkring udbetalingen af lønnen, hvilket angiveligt ikke altid har fungeret upåklageligt hos Force India.
Derfor fremstår den samlede pakke ikke overraskende attraktiv for Hülkenberg, som ingenlunde forsøger at skyde spekulationerne om et snarligt skifte ned. Fredag formiddag har han således lagt denne besked ud på sin Twitter-profil ...
Det er overhalinger som denne, der bekræfter Hülkenbergs kvaliteter som racerkører:
Mister han sædet i F1's farlige stoleleg: Kevin med i sårbart firkløver