Der er langt fra Monaco til Indianapolis i USA.
Alligevel er de to steder sammen med Le Mans i Frankrig tæt forbundet. Alle tre destinationer danner rammerne for de motorløb, der udgør motorsportens Triple Crown. Monacos Grand Prix, Indianapolis 500 og 24 Heures du Mans.
Selvom Max Verstappen har en grandprix-sejr i Monaco på cv'et, udelukker han en dag at kaste sig over 'Indy 500.'
- Jeg har ingen interesse i at jagte Triple Crown - i hvert fald ikke IndyCar. Det er vanvittigt, det de gør. Jeg har stor respekt for det, de opnår, men nu har jeg jo heller ikke været i Formel 1 så lang tid, sagde Verstappen på et pressemøde efter Monacos Grand Prix.
- Jeg vil ikke risikere mit liv der og potentielt komme slemt til skade. Det er ikke det værd mere.
Artiklen fortsætter under billedet..
Det historiske amerikanske løb blev kørt søndag aften, og her var det den tidligere Formel 1-kører Marcus Ericsson, der tog sejren til jubel fra mere end 325.000 tilskuere.
Samtidig gennemførte Christian Lundgaard løbet som den første dansker nogensinde, der sluttede 18'er.
Den forsvarende Formel 1-verdensmester er dog ikke så afvisende, når det kommer til 24-timers løbet Le Mans i Frankrig, der har samme status.
- Måske Le Mans. Jeg kan godt lide udholdenhedsløb, så det vil jeg sikkert prøve. Forhåbentligt snart, sagde Max Verstappen.
Hollænderens holdkammerat, Sergio Perez, vandt søndag i Monaco efter en regnfuldt løb, men han afskriver at kaste sig over både Indy 500 og Le Mans og jagten på motorsportens fineste hæder.
- Jeg har helt ærligt ingen interesse i udholdenhedsløb. Jeg tror ikke, jeg kommer til at prøve det en dag. Når jeg er færdig med Formel 1, skal jeg tilbage og passe mine børn. Jeg har allerede tre, så ja, jeg får ret travlt, sagde han.
Kevin Magnussen har til gengæld tidligere sagt, at det ville være en drøm at køre Indy 500 en dag, og han havde da også snuset til IndyCar, efter Formel 1-karrieren var slut.
Så bankede Günther Steiner som bekendt på døren igen.
Triumfen i Monaco var Sergio Perez' tredje grandprix-sejr i karrieren, og hvis ikke Ferrari havde lavet en fatal team-fejl, havde Charles Leclerc måske stået øverst på podiet. I stedet blev det til en fjerdeplads for monegaskeren.
Med en tredjeplads for Verstappen udbygger han VM-føringen med ni point ned til Leclerc.
Haas havde en søndag direkte til glemmebogen, da begge biler udgik. 12. juni skal der køres grandprix i Bakus gader, hvor Kevin Magnussen skal forsøge at skrabe point sammen igen efter tre løbs tørke.
--------- SPLIT ELEMENT ---------