Alle detaljerne: Bitter racerkrig om millioner

Kevin Magnussens tidligere manager, Dorte Riis Madsen, har sagsøgt Formel 1-stjernen og kræver 20 procent af hans indtægter. Her er de vigtigste stridspunkter i det langstrakte slagsmål, der skal for retten torsdag

Et retssalsdrama med elementer værdige til en Hollywood-film begynder torsdag i Københavns Byret, når Kevin Magnussen og Formel 1-stjernens tidligere manager, Dorte Riis Madsens, bitre konflikt kulminerer.

I det ene hjørne en manager, som føler sig uberettiget sat til side og snydt for, hvad hun mener, der tilkommer hende, efter at Kevin Magnussen igen har fået fart i Formel 1-karrieren.

Hendes påstand er, at deres aftale giver hende ret til 20 procent af alle indtægter, der løber ind i racerkørerens forretning, indtil tidligst sommeren 2021.

I det andet står den nu 24-årige Haas-kører, som mener, at hans tidligere manager direkte har skadet hans karriere, og at hun med en nøgleaftale, som blev indgået sammen med deres daværende, fælles advokat har udnyttet en dengang blot 18-årig mands tillid.

Det viser sagens akter, som Ekstra Bladet har fået indsigt i.

I birollerne ses blandt andre Jan Magnussen og en af Danmarks rigeste mænd, Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen, der begge er på vidnelisten, ligesom både Kevin Magnussen og Dorte Riis Madsen hver især ønsker at fortælle dommeren deres version af sagen.

Sagen kompliceres af, at tilliden mellem Danmarks mest profilerede aktive racerkører og kvinden, der viste ham vejen til Formel 1, forsvandt endegyldigt i sommeren 2015 – et halvt år efter degraderingen hos McLaren.

35574561.jpg
Fordi tøj-giganten Bestseller har investeret et trecifret millionbeløb i Magnussens karriere med forventning om afkast, er Anders Holch Povlsen i dag på papiret racerkørerens arbejdsgiver.

Indtil videre er det en dundrende underskudsforretning, men med en manager-aftale fra 2011 – da Kevin Magnussen var blevet myndig – i hånden, mener Dorte Riis Madsen at have ret til sin del af brutto-indtægterne og en ejerandel på 20 procent racerforretningen Kevin Magnussen.

Formel 1-køreren afviser begge påstande.

Sagen er foreløbigt berammet til torsdag og fredag i denne uge.

Forhistorien
I 2008 indgik Dorte Riis Madsen en manageraftale med 15-årige Kevin Magnussen. Racerkørerens mor skrev under. Aftalen gav manageren ret til 20 procent af de fremtidige indtægter fra Kevin Magnussens racerkarriere samt ti procent efter udløb, så længe han var aktiv.

Bestseller træder til
Det første store skridt mod Formel 1 blev taget i 2009, hvor Dorte Riis Madsen skaffer Bestseller som sponsor. Racerløb kræver store investeringer tidligt uden garanti for afkast.

Det fører til etableringen af Racingselskabet (med navnet Anpartsselskabet af 1. april 2010), hvor både indtægter og udgifter går igennem. Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen har majoriteten og bestemmer.

Til og med det seneste regnskab har selskabet udvist et minus på godt 120 millioner kroner – turen gennem juniorkategorierne og Renault-sponsoratet var dyre.

Ifølge Kevin Magnussens forsvarer er der fra Bestseller tale om ‘en investering og ikke et sponsorat’. De så et ‘forretningspotentiale’. Med andre ord håber de at tjene på eventyret, hvis han rammer et topteam.

Stridens kerne: Den nye manager-aftale
Fra 1. april 2010 regnes som Kevin Magnussen som ansat og hans indtægter ligger nu i selskabet. I oktober fylder han 18 år, og med denne konstruktion er der behov for en ny manageraftale.

I den nye kontrakt bortfalder aftalen om, at ti procent af de fremtidige indtægter skal gå til Dorte Riis Madsen, og deres veje kan nu tidligst skilles i sommeren 2021.

Samtidigt afstår Dorte Riis Madsen fra retten til 20 procent af betalingerne fra Bestseller og udnævnes til gengæld til direktør i Racingselskabet med en årsløn på 800.000 kroner. Desuden slås parterne om, hvorvidt manageren også har 20 procent af selskabet.

I eftersommeren 2015 bryder Kevin Magnussen endegyldigt kontakten med Dorte Riis Madsen efter en længere konflikt – hun har direkte modarbejdet ham, hævder han.

25. august 2015 skriver han:

’Dorte. Du er nødt til at stoppe med at have kontakt med medier, teams og sponsorer på mine vegne. Henvend dem til mig, og så tager jeg mig af dem.’

Sagens akter giver ingen forklaring på, hvorvidt Dorte Riis Madsen stadig modtager løn. Til gengæld styrer hun ikke længere hans karriere, som hun ellers skulle ifølge aftalen.

Samarbejdet er blevet uberettiget afbrudt ifølge hende, og deres kontrakt giver hende stadig ret til 20 procent, mener hun.

Det er parterne rygende uenige om, og under tilblivelsen af den nye aftale bemærkede Bestseller:

‘Denne indeholder bl.a. bestemmelse om, at Dorte skal modtage 20 procent af Kevins bruttoindtægter fra hans racerløbsaktiviteter. Dette kan Bestseller naturligvis ikke acceptere, idet alle indtægter skal ind i Racerselskabet – og Dorte modtager sin aflønning fra Racingselskabet.’

Desuden anfører forsvaret, at den unge racerkører ikke var en del af forhandlingerne og stolede på sine folk, omend de havde modstridende interesser:

‘Kevin Magnussen var ved aftaleindgåelser med Bestseller-koncernen, Racingselskabet og Dorte Riis Madsen lige fyldt 18 år og havde en stor tiltro til, at hans erfarne rådgivere i sagen, dels sin manager gennem mange år, Dorte Riis Madsen, dels sin advokat Kristian Paaschburg, varetog hans interesser.’

20 pct. – men af hvad?
Dorte Riis Madsen kræver 20 procent af Kevin Magnussens bruttoindtægter fra 1. september 2015, fordi hun reelt ikke er direktør længere.

Vel at mærke 20 procent af de penge, som løber ind i selskabet og ikke kun af den løn, som racerkøreren får udbetalt.

Fordi Bestseller har investeret i karrieren, får Kevin Magnussen ikke sin fulde løn fra Haas udbetalt – ifølge Ekstra Bladets oplysninger er den mindst ti millioner kroner årligt.

Så de 20 procent skulle ifølge forsvaret komme fra Kevin Magnussens egen lomme.

Kevin sagsøgt af eks-manager: Her er hendes millionkrav

Kevin før million-søgsmål: Jeg tænker ikke over det

Bestseller-milliardær: Kevin er min mest risikofyldte investering

Derfor er Dorte ude i kulden: Kevin uden manager

 

Kevin Magnussen virkede ikke påvirket af sagen under weekendens grandprix - se hans drømmestart: