Alonso forventer stort sommer-fremskridt

Den spanske stjernekører er evig optimist og tror på et hop fremad inden for de næste tre-fire løb

Sangen er efterhånden blevet sunget nogle gange.

Først var forhåbningen, at McLaren-Honda skulle være konkurrencedygtige fra Formel 1-karavanen i Spanien ramte den europæiske del af kalenderen. Teamets første point ventede imidlertid på sig til Monaco, og i Fernando Alonsos side af garagen har man kun gennemført to af sæsonens foreløbigt seks løb.

Udadtil fortsætter spanierens ukuelige optimisme.

Den dobbelte verdensmester forventer, at han og teamkammeraten Jenson Buttons erfarne input gør, at McLaren tager et hop fremad inden sommerferie-pausen.

- Vi vidste fra begyndelsen af sæsonen, at der var områder, hvor vi skulle forbedre os. Aerodynamisk er vi ikke på toppen, men der er gode skridt på vej. I forhold til motorenheden skal der forbedres både i forhold til kraft og ydelse.

Se også: Presset Honda-chef leverer saftig spådom

- Sammen med Jenson har vi meget god erfaring. Jeg har erfaring fra Ferrari med lignende problemer i begyndelsen af i fjor, og han var med Mercedes (motor) og oplevede nogle gode ting sidste år, fordi Mercedes var et rigtig godt udgangspunkt. Sammen kan vi stykke nogle ideer sammen fra vores erfaring og vil se resultatet af dem inden for de næste tre eller fire løb, sagde spanieren under sin briefing på Circuit Gilles Villeneuve.

Fernando Alonso har store forventninger til anden halvdel af sæsonen. (Foto: AP)
Fernando Alonso har store forventninger til anden halvdel af sæsonen. (Foto: AP)
 

Alligevel kigger Fernando Alonso allerede nu frem mod 2016-sæsonen. Honda-motorens mange sammenbrud gør det uundgåeligt, at begge McLaren-kørere kan nøjes med at benytte de tilladte fire motorenheder.

- Uheldigvis går vi nogle straffe i møde, fordi vi allerede har brugt tre eller fire af mange komponenter. Men det vigtige er at skabe en god base for næste år, og jeg er ret sikker på, det lykkes, siger Alonso.

Se også: Håb for McLaren: Honda booster udskældt motor

Til Canadas Grand Prix har Honda brugt de første såkaldte 'tokens' og modificeret motoren. I Montreal skulle kørerne kun mærke bedre pålidelighed. Først fra Østrigs Grand Prix skulle opgraderingen udmønte sig i flere hårdt tiltrængte hestekræfter.

Under fredagens første træning præsterede Fernando Alonso niendebedste tid, knap to sekunder langsommere end Mercedes' Lewis Hamilton. I anden træning endte spanieren som nummer 15, mens Button var 18'er.

Se Lewis Hamiltons regnuheld:

Den sene træning blev dog spoleret af kraftigt regn over banen.

Kun Mercedes-kørerne nåede ud, hvilket i Lewis Hamiltons tilfælde ikke var det mest smarte. Verdensmesteren akvaplanede på sine intermediate-dæk og ødelagde fronten af Mercedes-raceren.

7 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere