F1-bossens vanvid: 'Bahrain er stille og fredeligt'

Formel 1-bossen Bernie Ecclestone mener ikke, der er problemer af nogen art i Bahrain - men kørerne er mere tvivlende

Stille og fredeligt kan man ikke kalde demonstrationerne i Bahrain. Her har oprørere sat en af politiets pansrede vogne i brand. (Foto: AP)
Stille og fredeligt kan man ikke kalde demonstrationerne i Bahrain. Her har oprørere sat en af politiets pansrede vogne i brand. (Foto: AP)

Formel 1-feltet er i denne weeekend i Shanghai, men næste uge går turen til Bahrain trods urolighederne i landet.

Her er der store demonstrationer på grund af den sultestrejkende danske statsborger Abdhuladi al-Khawaja, der har fået en livstidsdom efter demonstrationer for at få indført demokrati i kongeriget.

Demonstrationerne har fået flere til at mene, at Formel 1-løbet bør aflyses, som det blev sidste år, da der var uroligheder under demokrati-bølgen i Mellemøsten. Men FIA, den internationale motorsportsunion, meddelte i nat at man vil afvikle løbet med mindre myndighederne selv ønsker det aflyst.

Den første meddelelse fra FIA var holdt i neutrale vendinger, men få timer senere skruede den langt fra diplomatiske Formel 1-boss Bernie Ecclestone op for beskrivelsen af Bahrain, der har modtaget kritik af FN, USA og naturligvis især Danmark for behandlingen af al-Khawaja og forholdene i landet.

Se også: Al-Khawaja får nu drop: Tæt på koma

Ecclestone siger, at Formel 1 er 'glade' for snart at skulle besøge Bahrain. Uden at forholde sig til, at mindst 50 menes dræbt i demonstrationer og uroligheder i Bahrain det seneste år, kalder Ecclestone forholdene i landet for 'fredelige'.

- Der sker ingenting i Bahrain. Jeg kender folk, som bor der, og det hele er meget stille og fredeligt, siger Ecclestone til Reuters.

Han ønsker ikke at forholde sig til civilbefolkningens problemer eller landets politik.

- Vi blander os ikke i politik i et land. De skal nok klare deres problemer. Det er jeg ret sikker på, lyder det fra Ecclestone.

Se også: Formel 1-boss: Løb i Bahrain gennemføres

Enkelte af kørerne - de fleste ønsker ikke at udtale sig - udtrykker dog mellem linjerne mere skepsis overfor styret og urolighederne. Red Bulls Mark Webber mere end antyder, at han har det svært med at tage til Bahrain.

- Vi er alle mennesker. Vi har moral, vi har en måde at se tingene på. Vi vil gerne tro at befolkninger og situationer er fair.

- Som grand prix-kører har jeg en kontrakt med holdet, de har en kontrakt med FIA. De arrangerer et verdensmesterskab med 20 løb. Vi rejser dertil og kører løb. Og sådan er det, lyder det fra Webber.

Også Ferraris Alonso udtrykker en vis form for skepsis, men siger, at kørerne ikke kan gøre noget.

- Vi må stole på FIA og de personer, der har al information. Personligt mener jeg sport er der for at hjælpe i disse situaioner. Hvis vi kører og det kan hjælpe folk der, så er det er en god ting, og det er godt, vi tager afsted. Hvis det er modsat, hvis sporten skaber et problem, så er det ikke så godt. Vi må acceptere beslutningerne, siger Alonso.

Kritikere af Bahrains GP mener, at myndighederne udnytter løbet til positiv omtale af det kritiserede styre.

Al-Khawaja blev anholdt sidste år i forbindelse med en demonstration mod styret i Bahrain. Han blev siden idømt livsvarig fængsel, hvorfor han gik i sultestrejke tidligere i år.

Og det sportslige: Lewis Hamilton var hurtigst ved dagens første træning i Shanghai. På en fugtig bane var Webber ellers i lang tid hurtigste mand, men Hamilton og flere andre udnyttede bedre forhold sidst i træningen til at sætte bedste tid foran de to Mercedes-kørere Nico Rosberg og Michael Schumacher. Fjerde- og femtebedste tid satte de to Sauber-kørere Perez og Kobyashi.

Ved dagens anden træning var Schumacher hurtigst foran Hamilton og de to Red Bull-kørere Sebastian Vettel og Mark Webber.

1 af 2 Bernie Ecclestone. (Foto: AP)
2 af 2 Stille og fredeligt kan man ikke kalde demonstrationerne i Bahrain. Her har oprørere sat en af politiets pansrede vogne i brand. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere