Hurtige Kimi: Det betyder intet

Kimi Räikkönen gør ikke noget stort nummer ud af sine hurtige testtider i sit comeback til Formel 1-sporten

Kimi Räikkönen har allerede gjort opmærksom på sine kvaliteter i forbindelse med sit comeback til Formel 1. (Foto: AP/Miguel Angel Morenatti)
Kimi Räikkönen har allerede gjort opmærksom på sine kvaliteter i forbindelse med sit comeback til Formel 1. (Foto: AP/Miguel Angel Morenatti)

Kimi Räikkönens comeback til motorsportens kongeklasse, Formel 1, er sæsonens tidlige samtaleemne - selvom alt på en måde er, som det plejer at være.

'The Iceman' er nemlig lige så fåmælt, som han plejer, og kører lige så hurtigt, som han plejer.

I tirsdagens testkørsel på Jerez-banen var han således hurtigste mand blandt de 12 kørere på banen, men Lotus-piloten gør ikke det store nummer ud af de hurtige tider, der da også skal tages med et vist forbehold, da der eksperimenteres med de mange forskellige opsætninger af racerne.

Læs også:

Se også: Räikkönen hurtigst i Formel 1-test

- Det betyder intet. Det er første dag, og det ville kun gøre betyde noget, hvis det var i en løbsweekend, men her betyder det intet, sagde finnen efter tirsdagens testkørsler, som han dog betegnede som værdifuld.

- Følelsen med bilen er ganske god, og jeg har helt sikkert haft værre førstedage og værre fornemmelser med en ny bil. Jeg var ganske tilfreds med den. Der er stadig områder, vi kan og skal forbedre, men det var positivt, siger Räikkönen, der gennemførte 60 træningsomgange og med tiden 1.19,670 var hurtigere end den bedstetid, som Rubens Barrichello blev noteret for under hele træningsugen i fjor.

Læs også:

Se også: Ny Ferrari-racer vækker afsky

Paul di Resta var næsthurtigst på førstedagen efter mere end 100 testomgange i sin Force India foran Nico Rosberg i Mercedes og Mark Webber i den nye Red Bull RB8, mens Jenson Button og Felipe Massa var henholdsvis to og tre sekunder langsommere end Räikkönen på ottende- og niendepladsen.

Feltet fortsætter testkørslerne på den spanske bane i dag.

0 kommentarer
Vis kommentarer