Ferrari hurtigst i Canada

Fernando Alonso satte hurtigste tid i den anden frie træning før det canadiske grandprix i Montreal - Sergio Perez trækker sig fra løbet

Fernando Alonso har masser af fart i sin Ferrari i Montreal. (Foto: AP)
Fernando Alonso har masser af fart i sin Ferrari i Montreal. (Foto: AP)

Fernando Alonso kørte fredag aften hurtigste omgangstid i den anden frie træning før søndagens canadiske grandprix i Montreal.

Den spanske Ferrari-kører var endda forholdsvis klart hurtigere end verdensmester Sebastian Vettel, der efter sit crash i den første træning kom stærkt tilbage og satte næstbedste tid.

Men det er stadig kun træning, og det er umuligt at gennemskue, hvor meget de forskellige hold satser på at sætte hurtige omgangstider i forhold til at teste forskellige opsætninger.

Læs også: Mercedes hurtigst - Vettel crashede

Mercedes var i hvert fald et tydeligt eksempel på et team, der ikke gik efter hurtige tider i den anden frie træning, idet Nico Rosberg og Michael Schumacher var at finde i den nederste del af feltet som nummer 19 og 20 efter at have været hurtigst og tredjehurtigst i den første træning.

Tager ingen chancer
Sikkert er det til gengæld, at Sergio Perez, der kørte galt i løbet i Monaco for to uger siden, ikke kommer til start. Sauber-køreren følte sig utilpas i den første træning, hvor han sluttede som nummer 11.

- Det overrasker os lidt, for Sergio har gennemgået omfattende medicinske undersøgelser, først på hospitalet i Monaco, så på et hospital i Zürich, og siden fik han grønt lys til at starte af FIA-lægerne i torsdags, siger Saubers teamchef Peter Sauber.

- Ingen kunne have forudset, at han ville få det skidt. Måske er vi overforsigtige, men vi tager ingen chancer med vores kørere, siger Sauber.

Erstattes af McLaren-kører
- Selvfølgelig ville jeg gerne have kørt, og jeg tvivlede ikke på, at jeg var i orden, men det er tilsyneladende og uheldigvis ikke tilfældet. Jeg er dybt skuffet.

- Jeg sagde til teamet, at jeg ikke var 100 procent i orden efter træningen, og jeg vil kun køre, når jeg er 100 procent klar. Jeg har brug for tid til at komme mig, siger Perez selv.

Perez bliver erstattet af veteranen Pedro de la Rosa, der egentlig er tilknyttet McLaren som testkører, men McLaren har accepteret, at han stiller op for Sauber i Canadas Grand Prix.

Også i den anden træning i Canada var der uheld, da både Kamui Kobayashi og Jerome d'Ambrosio smadrede deres racere i muren. Begge slap dog uden skader fra uheldene.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere