Formel 1-stjerne: Straffes fordi jeg er sort

Lewis Hamilton har fået skideballe for udtalelser om, at han straffes hårdere på grund af sin hudfarve. Han er værst af alle, siger Felipe Massa om den iltre englænder

Lewis Hamilton føler sig uretfærdigt behandlet af løbskommissærerne. (Foto: AP)
Lewis Hamilton føler sig uretfærdigt behandlet af løbskommissærerne. (Foto: AP)

Lewis Hamilton er kommet i bad standing i Formel 1-miljøet, efter han forklarede tre straffe på to løbsdage i Monaco med, at det 'måske er fordi jeg er sort'.

Leewis Hamilton, der blandt andet fik en pit-straf for at forsøge en hasarderet overhaling af Felipe Massa, siger selv, at det var en dårlig joke, da han kommenterede straffene fra løbets kommissærer med en henvisning til komikeren Sacha Baron Cohens figur.

- Måske er det fordi jeg er sort. Det siger Ali G. Jeg ved det ikke, lød det fra Lewis Hamilton.

Efter den bemærkning blev han kaldt til et møde med løbsledelsen for at forklare sig, og han måtte undskylde bemærkningen.

Hamilton var to gange skyld i sammenstød i Monaco. Første gang var forsøget på overhaling af Massa, anden gang kørte han sammen med Pastor Maldonado, som derefter kørte ind i barrieren. Efter løbet fik Hamilton skrevet yderligere 20 sekunder på sin tid - det ændrede dog ikke slutplaceringen som nummer 6.

Hamilton fastholder, at han var uden skyld i de to situationer.

- Der er en joke. Folk vil se ræs, men når du forsøger at give dem et show, straffes du. Fair nok, hvis jeg synes jeg har gjort noget forkert, siger jeg det. Men det er ikke tilfældet. Jeg forsøger bare at holde min mund lukket og nyde resten af sæsonen, siger Hamilton ifølge Guardian.

Den tidligere verdensmester er presset efter Sebastian Vettel med sejren i Monaco har vundet fem af seks løb.

Massa: Han er værst af alle
Ferraris Felipe Massa har aldrig været fan af den unge englænder, og den aggressive kørsel i Monaco har bestemt ikke fået ham til at ændre mening.

- Han er værst af alle kørere. Han er for aggressiv, siger Massa.

- Det han gjorde i Monaco, var helt utroligt. Han gjorde det ikke kun mod mig, men også mod flere andre. Men der er ingen ide i at tale med Lewis, det hjælper ikke noget, siger Massa, som giver Hamilton skylden for det, der lignede en fejl fra brasilianerens side, da han kørte ind i barrieren i tunnelen kort tid efter de tos sammenstød.

- I tunnellen var min bil så skadet, jeg ikke klarede kurverne.