Ecclestone: Derfor kører vi i Bahrain

Chefen for Formel 1, Bernie Ecclestone, forsvarer, at man har besluttet at afholde grand prix'et i Bahrain

Præsident Bernie Ecclestone. (Foto: AP)
Præsident Bernie Ecclestone. (Foto: AP)

Det internationale motorsportsforbunds (FIA) beslutning om at finde nye datoer for Formel 1-grand prix'et i uroplagede Bahrain er langt fra populær hos sportens teams.

Men chefen bag beslutningen, Formel 1-bossen Bernie Ecclestone, forsvarer, at Bahrain nu igen er på kalenderen.

- Sandheden er, at det blev vedtaget ved en afstemning i FIA. Sådan er det. Det har været igennem det internationale råd, siger Bernie Ecclestone til AFP.

Grand prix'et var oprindeligt planlagt til at åbne sæsonen i marts, men det blev aflyst få uger før på grund af uroligheder i Bahrain. Den nye dato for grand prix'et er sat til 30. oktober.

Den britiske boss mener, at beslutningen er taget på solidt grundlag.

- FIA har sendt folk til stedet for at undersøge situationen, og de kom tilbage med meldingen om, at alt er i orden. Det er indlysende, at alle skal føle sig sikre, når vi kommer, siger Bernie Ecclestone til AFP.

Chefen for Mercedes, Ross Brawn, har længe været kritisk over planerne om at afvikle løbet på Sakhir-banen i Bahrain.

Han mener blandt andet, at det er forkert at køre Formel 1 under de aktuelle forhold i golfstaten. Desuden mener Ross Brawn, at det er et problem, at sæsonen må forlænges til december på grund af omflytning i kalenderen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere