Kæmpeflop af Webber

Red Bull-køreren røg chokerende tidligt ud af kvalifikationen til søndagens grandprix i Kina efter dækbrøler

Mark Webber har seks gange vundet et Formel 1-grandprix. Det får han svært ved at gentage søndag, når han starter fra en beskeden 18. plads i Kina. (Foto: AP)
Mark Webber har seks gange vundet et Formel 1-grandprix. Det får han svært ved at gentage søndag, når han starter fra en beskeden 18. plads i Kina. (Foto: AP)

Han kunne have kørt på bløde dæk i lørdag morgens kvalifikation til søndagens kinesiske Formel 1-grandprix, men af en eller anden årsag valgte Red Bull-teamet at sende australske Mark Webber ud på hårde dæk i første del af det tredelte udskilningsløb i kvalifikationen.

De hårde dæk skulle være omkring et sekund langsommere end de bløde dæk, og det sekund kunne have sendt Webber op som fjerdehurtigste af de 24 kørere, men nu måtte topkøreren i stedet nøjes med en 18. plads i første del af kvalifikationen.

Og det er ikke godt nok for en af favoritterne - selvom Webber angiveligt også skulle have problemer med det såkaldte KERS-system, der giver ekstra fart.

Australieren kan dermed smide hjelmen og kigge på, at de resterende 17 kørere kæmper videre om bedste startplacering i søndagens grandprix, mens Webber må nøjes med en skuffende startplacering som nummer 18.

Mark Webber ligger på en delt tredjeplads i VM-stillingen efter sæsonens to første løb.

Teamkammeraten og VM-førende Sebastian Vettel har gennem de tre træninger været hurtigste mand.