Formel 1 skruer ned for gassen

Også Formel 1-sporten skal spare på brændstoffet og indfører derfor mindre motorer fra 2013

Ifølge FIA vil det ikke betyde mindre power i Formel 1-racerne, at motorerne bliver mindre. Det skal udviklingen i teknologi nok sørge for. (Foto: AP)
Ifølge FIA vil det ikke betyde mindre power i Formel 1-racerne, at motorerne bliver mindre. Det skal udviklingen i teknologi nok sørge for. (Foto: AP)

Det udvikler sig næppe til det rene økonomi-rally, hvor det gælder om at køre så økonomisk som muligt, men også motorsportens kongeklasse skal til at spare på brændstoffet.

Formel 1-sporten vil nemlig skifte til mindre brændstof-slugende motorer fra 2013-sæsonen, oplyser den internationale automobilsportsunion FIA i dag.

Pt. ligger der 2,4 liters V8-motorer i de højteknologiske racere - i sig selv mindre end de V12'ere, 3-liters-moterer og turbo-monstre, der tidligere har ligget i bilerne - men fremover skal motorerne helt ned på 1,6 liter.

Skridtet bliver taget som en 'forpligtelse til at forbedre miljøaspektet og forholde sig til automobilindustriens behov', lyder det fra FIA, der samtidig oplyser, at det vil medføre en reduktion på 35 procent i brændstofforbruget.

Samtidig reduceres det maksimale omdrejningstal i racerne fra 18.000 til 12.000, og antallet af tilladte motorer i løbet af en sæson skæres ned fra otte til fem i 2013 og fire i 2014.