Ny Hamilton-triumf i Montreal

McLaren-stjernen viste storform, da Formel 1-feltet fræsede asfalten op i Montreal. Og nu fører han så også den samlede VM-stilling

Han hoppede og dansede som en kæk skoledreng, da han entrede sejrspodiet i Canada.

Og med rette. For det var 'God save the queen', der lød ud gennem de store højttalere, og Lewis Hamilton havde vundet Formel 1 Grand Prix'et i Montreal. Så glæden var stor hos den engelske racerkører, der i øvrigt kunne kramme sin holdkammerat Jenson Button, der tog andenpladsen.

Spanske Fernando Alonso blev lidt overraskende treer i sin Ferrari.

Det var Hamiltons anden sejr i træk, og ligesom i Tyrkiet for to uger siden, vandt han foran Button. Sejren betyder, at briten overtager den samlede føring i VM-stillingen foran Button og Mark Webber.

Sidstnævnte blev nummer fem, mens holdkammeraten hos Red Bull, Sebastian Vettel, blev nummer fire.

0 kommentarer
Vis kommentarer