Blog fra TV3´s F1-redaktion: Braking News

Blog fra TV3´s F1-redaktion: Braking News
Blog fra TV3´s F1-redaktion: Braking News

Der er så decideret “Braking News” op til weekendens canadiske grandprix: Circuit Gilles Villeneuve på Ile Notre Dame i Montreal er den hårdeste bane for bremserne i formel 1-VM. Der er enkelte andre baner der kræver nedbremsninger fra højere hastigheder, men ingen har seks hårde opbremsninger pr. omgang. Man kan sammenligne Circuit Gilles Villeneuve med Spa-Francorchamps i Belgien. På begge baner tilbringes omkring 15 sekunder af en omgang “på bremsen”, men alligevel er Circuit Gilles Villeneuve betydeligt hårdere ved skiver, klodser og calipre: For det første svarer 15 sekunder i Montreal til cirka 20 procent af en omgang - på den betydeligt længere Spa-Francorchamps handler det om 14 procent. Og endnu vigtigere: På Circuit Gilles Villeneuve skal der bremses ned fra næsten 300 km/t hele fire gange på en omgang. Den hårdeste opbremsning kommer før hårnålen, hvor biler fra cirka 300 km/t skal bremses ned til cirka 60 km/t. Det sker med nutidens effektive kulfiber-bremser på cirka et par sekunder - og det udsætter køreren for 5,2 G. G-påvirkningen er endnu kraftigere - nu snakker vi omkring 5,7 G! - under nedbremsningen til chikanen før start/mål, hvor kørerne sænker farten fra cirka 320 km/t til lige over 130 km/t. G-påvirkningerne sætter store krav til kørernes fysik og det samme gør selve presset på bremsepedalen: Fire gange på en omgang skal kørerne trampe pedalen i bund med et tryk på mere end 135 kilo - og inden chikanen skal der trykkes med næsten 150 kg! I år bliver bremserne belastet endnu mere end tidligere. Forbuddet mod benzinpåfyldningen under løbet betyder at bilerne i løbets indledende fase er betydeligt tungere end tidligere, og samtidig vil topfarten sandsynligvis blive øget ganske markant på grund af den justerbare bagvinge. De hårde nedbremsninger betyder at alle teams har modificeret deres bremser til Canadas Grand Prix. Tykkelse og diameter på skiverne er for hele sæsonen foreskrevet til henholdsvis 28 mm og 278 mm, men kulfiber-materialet til skiver og klodser er tilpasset de øgede krav på Circuit Gilles Villeneuve. Samtidig er bilerne udstyret med større køleindtag til bremserne end på andre baner. Luftindtagene er faktisk så store, at den øgede vindmodstand vurderes til at koste 0,2 sekunder pr. omgang. På trods af den forbedrede køling når skiverne en temperatur omkring 1000 grader og caliprene når tæt på 200 grader. Alle disse imponerende tal betyder at mange biler får problemer med bremserne i Montreal, og eksploderede bremse-skiver og -calipre har hørt til dagens uorden i Canadas Grand Prix. Sker det igen i år? Svaret kommer på søndag mellem klokken 19.00 og 21.00!

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere