Ecclestone går efter guldet

Ejeren af Formel1 er klar til at droppe pointsystemet, så en verdensmester frem over kåres på antal sejre

Lewis Hamilton (t.h) vandt verdensmesterskabet i formel 1. På point. I næste sæson kan mesterskabet blive afgjort på antal sejre. (Foto: AP)
Lewis Hamilton (t.h) vandt verdensmesterskabet i formel 1. På point. I næste sæson kan mesterskabet blive afgjort på antal sejre. (Foto: AP)

Lewis Hamilton kan blive den sidste, der vinder formel1-mesterskabet baseret alene på point. Bernie Ecclestone, der ejer rettighederne til formel1, er således klar at revolutionere pointregnskabet.

Pointene skal væk og erstattes med medaljer, således at der i hvert grand prix uddeles en guld-, sølv- og bronzemedalje. Når året er omme, så bliver det køreren med flest guldmedaljer, der tager verdensmesterskabet. I dag tildeles point efter hvert grand prix, hvorefter køreren med flest point ved sæsonafslutningen kåres til verdensmester.

I praksis kan en verdensmester i dag altså kåres uden at have vundet et eneste grand prix. Havde Ecclestones nye ideer været en realitet allerede i den netop afsluttede sæson, så var verdensmesterskabet gået til Felipe Massa. Brasilianeren vandt seks sejre i løbet af året, mens Hamilton kun vandt fem.

- FIA (det internationale motorsportsforbund) og alle holdene er bag det her og det kommer til at blive gennemført. Alle kan forstå konceptet omkring guld, sølv og bronze. Sådan er det i næsten alle andre sportsgrene, forklarer Ecclestone til avisen The Times.

Ecclestone vurderer, at med øget fokus på sejre, så vil køreren gå mere målrettet efter at vinde hver enkelt grand prix frem for at satse på 'bare' at komme hjem med point.

- Problemet var helt tydeligt i det brasilianske grand prix i slutningen af sæsonen, hvor Hamilton kunne nøjes med en top 5-placering for at vinde mesterskabet. Dette vil stimulere kørerne til at angribe.

Skal ændringen på plads inden 2009-sæsonen, så kræver det grønt lys fra FIA. Det kan ske på et møde i motorsportsforbundets ledelse i næste måned.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere