Glock under hård beskydning

Tyske Timo Glock må nu forsvare sig mod beskyldninger fra ikke mindst Spanien og Brasilien om, at han forærede VM i Formel 1 til Lewis Hamilton

Lewis Hamilton blev verdensmester ved at overhale Timo Glock på sidste omgang af løbet i Brasilien. Det forekommer nogle brasilianere at mistænkeligt. (Foto: AP)
Lewis Hamilton blev verdensmester ved at overhale Timo Glock på sidste omgang af løbet i Brasilien. Det forekommer nogle brasilianere at mistænkeligt. (Foto: AP)

Med sin overhaling af Timo Glock på sidste omgang af Formel 1-løbet på Interlagos vandt Lewis Hamilton søndag VM-titlen.

Men selvom Toyota-køreren Glock var på tørvejrsdæk i den tiltagende regn mod slutningen af løbet, antydes det både fra vrede fans og ikke mindst spanske og brasilianske medier, at Glock hjalp Hamilton til den livsnødvendige femteplads.

- Glocks sammenbrud i de sidste runder var ufatteligt. Vi får aldrig at vide, om det var bevidst, om Glock ville gøre sig til en Hamilton-ven, eller om der ligger noget endnu værre bag, skriver den spanske avis AS således.

Hamilton er langt fra populær i Spanien, efter at han sidste år hos McLaren kæmpede mod den spanske verdensmester og teamkollega Fernando Alonso. Og også i Brasilien, som ved Felipe Massa mistede VM-titlen, er der vrede antydninger.

På avisen 'Folha de Sao Paulo's hjemmeside bragte man i dag et foto af Glock sammen med to andre kørere, og i talebobler fra hans to kolleger stod skrevet:

- Ingen vil tro dig. Helt ærligt, hvor meget fik du for det?

og

- Din undskyldning med dækkene holder ikke. Hvis jeg var dig, ville jeg løbe langt væk fra Felipe.

Den tyske kører forsvarede sig allerede efter løbet søndag mod nærgående spørgsmål fra journalister.

- Hvis man tror, at jeg med vilje lod Lewis komme forbi, så er man komplet vanvittig, sagde Glock og forklarede:

- Vi satsede. Da regnen kom, kunne jeg ikke manøvrere med bilen. Hvis Lewis ikke havde overhalet mig i svinget, havde han gjort det lidt senere på det lige stykke. Jeg ved, at det er lidt hårdt for de brasilianske fans.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere